19/08/2026 0 Kommentarer
Visitatsbesøg fra Den Danske Kirke i Udlandet
Visitatsbesøg fra Den Danske Kirke i Udlandet

I begyndelsen af oktober får vi besøg af ledelsen i Den Danske Kirke i Udlandet, biskop Peter Skov-Jakobsen og udlandsprovst Selma Ravn. Besøget finder sted fra 9.–11. oktober og vil ud over kirken også omfatte besøg på KFUK og den danske ambassade.
Formålet med besøget er at få et indblik i vores hverdag og virke samt at skabe rum for gode og frugtbare samtaler med os alle – menigheden, kirkerådet, præsten og personalet.
En visitats betyder tilsyn, og vi håber, at besøget bliver en god anledning til at tale om, hvordan netop vi er kirke og menighed, hvilke forventninger vi har til biskoppen og Den Danske Kirke i Udlandet, og hvordan vi ønsker at udvikle kirken fremover.
Der bliver også mulighed for at drøfte kirkerådets samarbejde og kommunikation, vores visioner for fremtiden samt samarbejdet med andre danske organisationer og foreninger i London.
Vi håber, at mange fra menigheden vil komme og deltage i gudstjenesten og den efterfølgende frokost i Church Hall. Frokosten kan købes i forbindelse med arrangementet.
Det er en rigtig god mulighed for at møde biskoppen og udlandsprovsten og ikke mindst for at dele jeres tanker, idéer og ønsker for vores kirke med dem.
Vi glæder os til at se jer!
Foto kredit: Peter af Mads Holm. Selma af Sille Arendt.
Kommentarer