af Karsten Møller Hansen. 

Jeg har mødt mange mennesker her i London, som siger, at de sagtens kan holde fast i vennerne tilbage i Danmark og andre steder i verden. Det kræver bare en stor indsats. Det er jeg glad for at høre. Sådan må det også gerne være for mig. Men jeg synes ikke, det er så nemt. Jeg har et par venskaber, som jeg ikke ved, om jeg kan finde tilbage til.

En af mine venner mødtes jeg med på den samme bar i København som dengang. Tapetet var den samme rødvinsfarve, billederne på væggen de samme, den samme lugt, tiden der stod stille, lige som det skulle være. Jeg sad ved det samme runde træbord, da han kom ind. Hans frakke var våd, håret var vådt, strøget tilbage. Han hang den våde frakke på knagerne ved indgangen, kiggede sig omkring, opdagede mig, smilede hurtigt.

Jeg rejste mig op. Min gamle ven så ældre ud, blikket mere mat, bevægelser tungere, præcis lige som mig. Vi krammede hinanden. Han gav slip. Vi satte os. Godt at se dig. Godt at se dig. Jeg kunne mærke det med det samme; afstanden henover det lille bord, som en sø mellem os.  

Vi havde været gode venner, studeret sammen, drukket på barer og i parker, gået i biografen mandag ved frokosttid sammen med pensionisterne i Grand, siddet i mørket, gået ud i lyset. Vi havde trukket cyklerne gennem København og talt om studierne, om piger og alt det vi var bange, om alt det gode som lå og ventede, vi skulle altid også have pomfritter.

De sidste mange år har vi ikke set så meget til hinanden. Det er ebbet lidt ud, tiden er gået, der kom andre til, børn, arbejde, alt det der, men vi har holdt fast i venskabet, sådan da. 

Med ingen kan man dele sine inderste tanker, det vigtigste i verden, er man alene med, skrev Tove Ditlevsen. Hmm.....der er intet bedre end at modbevise den påstand, at opleve på egen hånd, som Hobbard så præcist skrev, at en ven er en, der ved alt om dig og stadig holder af dig, og som bliver ved med at holde fast i dig. Jeg har den tanke, at har man bare en rigtig ven, er man aldrig helt alene, så kan man klare alt. Det tror jeg virkelig på. Jeg kan ikke huske, hvilken Murakami-bog det står i, eller hvem der siger det, men der er én, der siger noget i retning af; hvis du husker mig, er jeg ligeglad med om alle andre glemmer mig. 

For mig har kristendommen altid handlet om venskabet. Jesus taler om os som sine venner, nogle man ikke kan leve uden.  Størst af alt er venskabet. 

Folk siger, at det jo kun tager ca. 2 timer at flyve fra London til København. Det er jo ingenting, siger de. Som at tage fra København til Svendborg. Det har de for så vidt ret i. Da jeg fortalte ham, at jeg skulle flytte til London for nogle år siden, sagde han, at så ville han komme på besøg. Hele tiden tilføjede han, og jeg nikkede; afstand betyder ikke noget. 

Men det gør den. Afstand kan godt betyde noget. Når man flytter by, flytter man også fra det, man mødes om; studiet, arbejdet, opgangen, sporten, dagligdagen. Nogle venskaber varer for evigt. Men ikke alle. Ikke alle venskaber kan klare sig uden det, man mødes om.

Og så er der det med, at dem, der bliver, fortsætter uden een. Og er man den, der flytter, så kommer man til noget nyt, og det nye tager man med hjem til sine gamle venner, der klarer sig fint uden dig. Om man så bare flytter fra Tinglev til Århus, så er man ikke længere den samme. Han kom aldrig til London, og jeg har ikke rigtigt skrevet, når jeg har været hjemme. 

Vi delte en flaske mere. Vi ledte efter en åbning. Vi drak for at dække over afstanden, for at komme på samme bølgelængde. Måske skulle vi tilbage til det samme sted for at kunne gå frem igen. 

Men det virkede ikke efter hensigten. Det virkede modsat. Jeg trak mig ind i mig selv, holdt om glasset, tog en tår mere uden at have lyst. Han kiggede på sit ur. Vi sad ved det samme bord, men var helt forskellige steder.

”Skal vi ikke trække cyklerne ned ad Købmagergade?” spurgte jeg. Han trak på skuldrene: ”Det kan vi godt, men skal du ikke den anden vej?” Hans ord stak i mig; jeg havde altid skullet den anden vej. Vi snakkede lidt om en ny film, vi begge havde set, men vi kunne ikke finde ind til hinanden. Han fortalte om hans nye job, men jeg hørte ikke efter. Vi kom til dér, hvor vi altid havde delt en stor portion pomfritter. Der var liv derinde, høje stemmer, latter, der stod en masse cykler parkeret foran. Ingen af os sagde noget. Vi gik bare forbi.

Vi nåede Nørreport, krydsede stationen, gik lidt videre. Så stoppede vi op. Ikke alle venskaber skal vare for altid. Nogle venskaber varer en tid. En uge. En uge på ferien. En måned. Et år på efterskolen. En tid hvor noget nyt starter, da vi spillede på samme fodboldhold, da vi var kolleger. Men nej, ikke alt varer for altid, jeg ved det godt, det er sådan det er at leve, men det gør stadig ondt at se en gammel ven cykle ned ad Nørre Farimagsgade, væk, videre, ud af ens liv. Jeg stod og så efter ham, indtil jeg ikke længere kunne se ham. Så cyklede jeg den anden vej. af Karsten Møller Hansen. 

Jeg har mødt mange mennesker her i London, som siger, at de sagtens kan holde fast i vennerne tilbage i Danmark og andre steder i verden. Det kræver bare en stor indsats. Det er jeg glad for at høre. Sådan må det også gerne være for mig. Men jeg synes ikke, det er så nemt. Jeg har et par venskaber, som jeg ikke ved, om jeg kan finde tilbage til.

En af mine venner mødtes jeg med på den samme bar i København som dengang. Tapetet var den samme rødvinsfarve, billederne på væggen de samme, den samme lugt, tiden der stod stille, lige som det skulle være. Jeg sad ved det samme runde træbord, da han kom ind. Hans frakke var våd, håret var vådt, strøget tilbage. Han hang den våde frakke på knagerne ved indgangen, kiggede sig omkring, opdagede mig, smilede hurtigt.

Jeg rejste mig op. Min gamle ven så ældre ud, blikket mere mat, bevægelser tungere, præcis lige som mig. Vi krammede hinanden. Han gav slip. Vi satte os. Godt at se dig. Godt at se dig. Jeg kunne mærke det med det samme; afstanden henover det lille bord, som en sø mellem os.  

Vi havde været gode venner, studeret sammen, drukket på barer og i parker, gået i biografen mandag ved frokosttid sammen med pensionisterne i Grand, siddet i mørket, gået ud i lyset. Vi havde trukket cyklerne gennem København og talt om studierne, om piger og alt det vi var bange, om alt det gode som lå og ventede, vi skulle altid også have pomfritter.

De sidste mange år har vi ikke set så meget til hinanden. Det er ebbet lidt ud, tiden er gået, der kom andre til, børn, arbejde, alt det der, men vi har holdt fast i venskabet, sådan da. 

Med ingen kan man dele sine inderste tanker, det vigtigste i verden, er man alene med, skrev Tove Ditlevsen. Hmm.....der er intet bedre end at modbevise den påstand, at opleve på egen hånd, som Hobbard så præcist skrev, at en ven er en, der ved alt om dig og stadig holder af dig, og som bliver ved med at holde fast i dig. Jeg har den tanke, at har man bare en rigtig ven, er man aldrig helt alene, så kan man klare alt. Det tror jeg virkelig på. Jeg kan ikke huske, hvilken Murakami-bog det står i, eller hvem der siger det, men der er én, der siger noget i retning af; hvis du husker mig, er jeg ligeglad med om alle andre glemmer mig. 

For mig har kristendommen altid handlet om venskabet. Jesus taler om os som sine venner, nogle man ikke kan leve uden.  Størst af alt er venskabet. 

Folk siger, at det jo kun tager ca. 2 timer at flyve fra London til København. Det er jo ingenting, siger de. Som at tage fra København til Svendborg. Det har de for så vidt ret i. Da jeg fortalte ham, at jeg skulle flytte til London for nogle år siden, sagde han, at så ville han komme på besøg. Hele tiden tilføjede han, og jeg nikkede; afstand betyder ikke noget. 

Men det gør den. Afstand kan godt betyde noget. Når man flytter by, flytter man også fra det, man mødes om; studiet, arbejdet, opgangen, sporten, dagligdagen. Nogle venskaber varer for evigt. Men ikke alle. Ikke alle venskaber kan klare sig uden det, man mødes om.

Og så er der det med, at dem, der bliver, fortsætter uden een. Og er man den, der flytter, så kommer man til noget nyt, og det nye tager man med hjem til sine gamle venner, der klarer sig fint uden dig. Om man så bare flytter fra Tinglev til Århus, så er man ikke længere den samme. Han kom aldrig til London, og jeg har ikke rigtigt skrevet, når jeg har været hjemme. 

Vi delte en flaske mere. Vi ledte efter en åbning. Vi drak for at dække over afstanden, for at komme på samme bølgelængde. Måske skulle vi tilbage til det samme sted for at kunne gå frem igen. 

Men det virkede ikke efter hensigten. Det virkede modsat. Jeg trak mig ind i mig selv, holdt om glasset, tog en tår mere uden at have lyst. Han kiggede på sit ur. Vi sad ved det samme bord, men var helt forskellige steder.

”Skal vi ikke trække cyklerne ned ad Købmagergade?” spurgte jeg. Han trak på skuldrene: ”Det kan vi godt, men skal du ikke den anden vej?” Hans ord stak i mig; jeg havde altid skullet den anden vej. Vi snakkede lidt om en ny film, vi begge havde set, men vi kunne ikke finde ind til hinanden. Han fortalte om hans nye job, men jeg hørte ikke efter. Vi kom til dér, hvor vi altid havde delt en stor portion pomfritter. Der var liv derinde, høje stemmer, latter, der stod en masse cykler parkeret foran. Ingen af os sagde noget. Vi gik bare forbi.

Vi nåede Nørreport, krydsede stationen, gik lidt videre. Så stoppede vi op. Ikke alle venskaber skal vare for altid. Nogle venskaber varer en tid. En uge. En uge på ferien. En måned. Et år på efterskolen. En tid hvor noget nyt starter, da vi spillede på samme fodboldhold, da vi var kolleger. Men nej, ikke alt varer for altid, jeg ved det godt, det er sådan det er at leve, men det gør stadig ondt at se en gammel ven cykle ned ad Nørre Farimagsgade, væk, videre, ud af ens liv. Jeg stod og så efter ham, indtil jeg ikke længere kunne se ham. Så cyklede jeg den anden vej.