af Karsten Møller Hansen.

Hans ene sko ligger midt på gulvet, dér har den ligget flere dage, han træder over den. Han har spist havregryn, der er gryn på bordet, mælk på gulvet, spor efter ham allevegne. Oktobers blade dækker hele haven. Han lægger sig på sofaen, tik-tok og nogle der griner hysterisk, rører ved sit hår, tager et billede, og et mere af håret bagfra. Han er min teenagedreng, og som så mange andre børn er han både vidunderlig og irriterende på samme tid. Han tænker måske det samme om mig.  Jeg har ikke tid til at diskutere med ham. Jeg har en gudstjeneste om lidt. 

Da klokkerne ringer, træder han ind i kirken og sætter sig på den bagerste bænk. I Danmark kom han aldrig i kirke, skulle til fodbold, skulle sove, gad ikke. Jeg bad ham heller ikke om det. I London kommer han hver søndag. En dag var han syg. Jeg sagde til ham, at han altså ikke skulle komme i kirke, at det var bedre, at han blev i sengen. Jeg kunne lave varm kakao til ham, når jeg var færdig. Han svarede ikke. Da gudstjenesten begyndte, sad han med et tæppe om sig nede bag i og snøftede så højt, at folk vendte sig om. 

Jeg gik aldrig i kirke som teenager, heller ikke som ung, overvejede det ikke engang på teologistudiet. Som præst har jeg været så meget i kirke, at når opgaverner er udført, tænker jeg ikke på den, nævner ikke mit arbejde med et ord, vil hellere alt muligt andet.  

Han har de længste skoledage og kommer hjem ved 17-tiden, hvorefter han har mindst et par timers lektier om aftenen. Om søndagen ville han kunne have sovet til langt op på eftermiddagen. Vi ville ikke have vækket ham, forstår ham godt, og husker sandsynligvis også hvordan det var at være ung. Der er noget rørende over det, noget omsorg fra søn til far, at han kan se, at jeg ligesom var på udebane i mit nye job, at han vil bakke mig op. Men det er også noget andet, noget mere. Han stiller vækkeuret.

Jeg kan se ham. Han sidder uroligt, læner sig frem, læner sig tilbage, rører ved sit hår. Han hører ikke efter prædiken. Han kigger alle andre steder hen. Mest ned. Det er også en lang prædiken. Alle de faste led i gudstjenesten kan han godt lide. Han rejser sig med de andre, beder fadervor, siger trosbekendelsen. Og han går til alters, slår korsets tegn, synger med på Kingo. 

”Men kan du godt lide at gå i kirke?” Spurgte en fra familien. Han trak på skuldrene. ”Jeg er jo kristen,” svarede han bare og tog en tår af sin Faxe Kondi. Det er ikke bare ham, det er også blandt hans venner og hos en masse andre unge. Et behov for noget at holde fast ved, et sted at stå og se tingene fra. De har overhovedet ikke svært ved at tale om det. På hans skole er de alle muslimer eller hinduer, eller noget han ikke ved, hvad er. Han er den eneste hvide europæer. Han har lært at tale om tro forlængst. Da jeg blev konfirmeret, var der ingen, der rakte hånden op, da præsten spurgte, om der var nogen af os, der troede på Gud. Når jeg stiler det samme spørgsmål, kommer der fra år til år flere hænder i vejret.

Hans mor forstår det ikke. Det ligger så fjernt fra vores generation, fra alle hun kender; at tage noget så alvorligt, selv at vil gå i kirke. Skal jeg være helt ærlig, forstår jeg det heller ikke helt selv. Jeg er vokset op med, at tro og kirke ikke var noget, man rigtigt talte om. Det fyldte ikke noget. Der var så meget andet. Det med troen var min egen lille ting. Jeg gemte den inde i skabet, bag den blå Lacoste-sweatshirt.

Jeg kommer fra det kulturkristne og har taget det med mig, væver lidt rundt, kan ikke finde ordene, ved at de ikke slår til, taler lidt om Kierkegaard og Luther, citerer en sang af Big Thief, ikke rigtig noget, der slår til, stadig bare min egen lille ting. 

Det er godt, jeg ikke helt forstår ham. Det kan være godt ikke at forstå sine børn. For så kan han lære mig noget. Og det har han gjort. Han har lært mig, at man ikke skal være trosblufærdig, ikke holde igen med sit, ud af skabet, jeg er jo kristen. Vi taler om Gud på vej til Pure Gym. 

Efter gudstjenesten sidder han i Church Hall og taler med et par af jer andre, svarer høfligt, nikker, spiser de fleste småkagerne på bordet.  ”Nå, jeg skal hjem og se fodbold,” siger han pludseligt og rejser sig, går gennem lokalet, slæber sine fødder afsted, rører ved sit hår. Da han går forbi mig, lægger han sin hånd på min skulder: ”Det var en god gudstjeneste,” siger han og smiler ned til mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.