
03/09/2025 0 Kommentarer
Velkommen til ny sæson i Den Danske Kirke i London
Velkommen til ny sæson i Den Danske Kirke i London
# Klumme

Velkommen til ny sæson i Den Danske Kirke i London
Af Bette Broyd, kirkerådsformand.
Sommeren er pludselig forbi. Vejret siger det helt utvetydigt, kufferterne er tømte og gaderne igen fyldte med skolebørn i nye uniformer. Der er en vis tryghed i at vide at, midt i den storm og larm der herser ude i mange kroge af verden, har vi det i det nære både roligt og hjemligt omkring os.
Årshjulet med sæsoner og aktiviteter starter op i sit velkendte spor når vi i kirken tager hul på den nye sæson. Traditionerne holdes i hævd og vi har mange tilbud til jer der gerne vil holde kontakten med venner, med dansk tro, kultur og sprog.
Se engang på vores kalender hvor der er tilbud af mange arter.
Ny ambassadør
Vi har fået ny ambassadør, HE Kristina Miscowiak Beckvard, som er flyttet til London fra sit tidligere job i Stockholm, sammen med sin mand og to døtre, der nu fortsætter deres skolegang her i London. Traditionen tro er ambassadøren præsident for kirken, og vi håber meget at ambassadøren ønsker at fortsætte den gode tradition og at vi får lejlighed til at mødes ved kommende begivenheder eller i hverdagen.
Der er også tradition for at vice-ambassadøren (Souschef på moderne dansk) er medlem af kirkerådet. Siden foråret har Rebecca Anna Reichherzer siddet på kirkerådet, deltaget i Danish Fair og Forældregruppen. Samarbejdet med ambassaden styrkes endnu mere af at vores præst, Karsten Møller Hansen, er tilknyttet ambassaden som Social Attaché og træder til når der er behov for assistance.
Den Danske Kirke i Udlandet
I sommerferien var Karsten og jeg, samt flere medlemmer fra kirkerådet og KFUK, til sommertræf i Den Danske Kirke i Udlandet. Repræsentanter fra de i alt 48 danske kirker rundt om i verden mødes årligt til udveksling af ideer, vilkår og ønsker og det er en uvurderlig chance for at styrke sammenholdet med de andre kirker og med Den Danske Kirke i Udlandet der er vores overordnede organisation og som betaler 75 % af præstens løn og yder hjælp til en deltids administrationsmedarbejder.
Der var store ændringer på bestyrelsen med farvel til formand for Den Danske Kirke i Udlandet, Anne E Jensen, og velkomst til den nye formand, som er journalist, forfatter, præstesøn og forlægger Jacob Kvist. Vi håber meget at Jacob vil besøge os i London og se hvordan vi driver netop vores kirke her i London.
Kirken er her for jer alle og vi håber at se jer her i sensommeren / efteråret.
På gensyn.
Sensommervise
Tekst: Kirsten og Finn Jørgensen Melodi: Finn Jørgensen
Æbler lyser rødt på træernes grene, høsten går ind. Går igennem skoven ganske alene, stille i sind.
Omkvæd: Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik.
Sommerbrisen danner krusning på søen, mystisk og sort. Stæreflokke svæver højt over øen – snart tager de bort. Omkvæd
Duft af brænderøg blandt brunlige bregner, blåsorte bær. Stille summen mellem blade som blegner – af’tnen er nær… Omkvæd
Modne rønnebær bag dybgrønne grene rødt titter frem – Går igennem skoven ganske alene – nu må jeg hjem! Omkvæd
Kommentarer