Kan I huske beretningen om da Jesus kom ridende ind til Jerusalem op til påske?

Folket var på gaden, tog imod Jesus med råb og klapsalver og lagde palmeblade på jorden, så han ikke skulle blive beskidt af støvet. De havde hørt om Jesus, deres nye konge, ham de havde ventet i så mange år. Han skulle drive fjenderne ud af landet og gøre riget mægtigere end nogensinde før 

Og så var det han kom ridende på et æsel, ikke på en stor flot hest, men et æsel, et arbejdsdyr, fattige folks trækdyr. Ikke med en hær, ingen våben, der var virkelig ikke meget gladiator over Jesus, ikke en konges hjemkomst fra en vunden sejr. Æslet var så lille at hans fødder nåede jorden.

5 dage senere havde de korsfæstet ham. 

Intet kan vække vreden som en slem skuffelse.  

------------

Kirken har ofte en samtale med sig selv.

Hvordan vi skal få flere til at komme, altså flere udover jer gode trofaste mennesker?

Så vi overvejer tingene, holder kurser, prøver at lære nye kommunikationsformer, laver nyhedsbreve, inviterer spændende folk til kirken, sender præsten på kursus. 

Skal vi gå med folket eller sige dem imod? Hvad er kirkens rolle i 2025?

Hvis Crown Estate gav os lov til at sætte et stort banner op foran kirken – hvilket de ikke gør – men lad os sige, at vi fik lov, så kommer spørgsmålet; 

Hvad er det, vi reklamerer for? 

Tag den dygtigste reklamemand, så dygtig at han kan få os til at spise plantefars og holde gang i noget så mareridtsagtigt som Black Friday - giv ham opgaven: få alle dem der lige nu sidder og ser Masterchef, eller er på vej til pubben, til at komme ind her. Han kan få hele budgettet, endda det største banner London nogensinde har set. Jeg tror, han vil tage sig til hovedet, mens han grubler, for hvad skal der stå på det banner? 

Hvad ville I skrive?

Kom og få syndernes forladelse.

Guds nåde.  

Hvad er det, vi sælger?

Vel, vi er ingen forretning. Vi er heller ikke engang en klub eller en forening. Vi er ikke knyttet sammen af fælles holdninger eller fordi vi interesserer os for det samme. I får ingen spiller-uniform. 

Lad os så alligevel sige, at vores gode reklamemand fik kirken fuld ved at love dem en guddommelig oplevelse, så tror jeg, de fleste mennesker ville gå fra kirken efter en gudstjeneste og tænke: det var dog en skuffelse. 

------------

Men ved I hvad, Jesus var dengang også en skuffelse. 

I dagens tekst kommer Jesus til sin hjemby Nazaret, hvor han holder sin første prædiken. Det er sabbat, lørdag. Jesus får rakt biblen og begynder tekstlæsningen. Folk havde ventet længe og så kom han, Jesus, og han var endda fra deres egen hjemby, en hjemvendt søn, tømreren Josefs søn. Forventningerne steg. Jesus begyndte godt, de giver ham deres bifald. Hvor er det rigtigt, hvad den unge mand står og siger, så godt og herligt. Nu sker det. Nu kommer de gode tider.

Men så langsomt fornemmer man et omslag. Da Jesus siger, at Gud først vil tage sig af naboerne, dem der ikke hørte til folket, ligesom dengang Elias ikke gik til sine egne, men til enken i Sarepta og til syreren, bliver skuffelsen total.

I løbet af den prædiken Jesus holder, ændres deres syn på ham fuldstændigt. Han svigter, skuffer dem. Jesus taler om det nye, der vil ske med Guds hjælp, hvorefter han siger: det kommer ikke til at ske her først. Og deres vrede kulminerer. 

En halv time senere jager de ham ud af byen, hen til en klippe, for at styrte ham i døden.

Så hurtigt kan det gå, når folk ikke får det, de havde forventet.

---------

Nu er det snart jul. 

Her 1. søndag i advent venter vi med forhåbning, forhåbentligt. 

Det er godt at håbe, at forvente noget.

Bare I ikke reagerer på samme måde som skarerne i Nazaret og vil styrte nogen i døden; når I ikke får det politikerne lovede, når kirken ikke gør det, I mener, I kan huske, at den godt må gøre.

Måske bliver juletiden en skuffelse. 

Den der harmoniske hjerternes fest med hele familien samlet og alle elsker hinanden og alle græder af glæde over netop den gave de får – det er bare et gæt, og ud af erfaring; den findes nok kun på film, det er noget man ser udefra, gennem en dør, der lukker om lidt.

I virkeligheden handler jul jo også om sorg, om dem som ikke er der mere. Om det som er forbi. Om barndomshjemmet som ikke længere findes. Om ens farmor som er blevet dement, og ikke kan være med. Om ens barnebarn som ikke kommer, fordi hun er indlagt på psykiatrisk afdeling. Om alt det vi ikke kan holde ud ved hinanden.

Når folk tager til Thailand i julen, handler det sjældent om, at de skal have noget sol og varme, men om at man ikke orker at være en del af noget, som er blevet så kompliceret. At man ikke forstår, hvorfor man bliver så låst og uvenlig, når man træder ind ad døren. Selvom man lovede sig selv, at man i år kun vil vise sig fra sin gode side.

Måske er det noget, vi alle kender; at dem vi står nærmest ved, også er dem vi kan ønske os langt væk fra – fordi man ikke kan holde ud, hvordan man bliver, når man er sammen med dem.

.............. 

Men så alligevel, midt i en skuffelse, sker der noget. Det tror jeg. Hvis man tør blive skuffet. Blive i den. 

Jeg kan ikke huske, hvem der sagde det; 

Helvedet er at være alene, Himmeriget er at kunne være det.

Jeg tror, vi skal blive skuffede og blive i skuffelsen, og måske vil vi opdage, at det aldrig var meningen, at Gud i det ydre vil ændre dit liv. Han gav dig ikke et sværd. Han gav dig ikke nogen at kæmpe med eller imod. Han gav dig ikke engang en klub, hvor du en dag kan blive årets spiller. 

Han gav dig ikke en ny barndom eller lovede dig den mest fantastiske fremtid. 

I stedet kom han ridende på et æsel. Og da de ville skubbe ham ud over klippen, vendte han bare om og gik ned midt iblandt dem. 

Sådan kommer han også i dag. 

Sådan bliver han ved med at komme til os. 

Vi kan skubbe Gud hen til kanten, sige vi er færdige med Gud, men Gud er ikke færdige med os. 

Han vender sig bare om og går tilbage til os.

----------

Dejligt at se jer alle i dag. 

Det er ikke det, vi kommer med, som gør, at vi kan kalde os et fællesskab. Det er det, vi håber at modtage. Det, som kommer imod os; Guds nåde. 

Det lyder så simpelt, og det er det, men det er også så guddommeligt;

Guds nåde; du er altid elsket for den du er og tilgivet for det du gør.

Det er det, kirken giver.

Slå det op på det banner. Jeg tror ikke, det kommer til at trække en fuld kirke næste søndag. Så ville det nok være bedre at reklamere med gløgg og æbleskiver. Og en tombola. 

Nå, al den markedsføring er ikke så vigtig, når det kommer til stykket.

Det som står fast er, at os som kommer i kirken, giver Gud nåden til. 

Nu. I dag. 

Det er lige meget, hvordan din dag bliver. Den er blevet givet til dig. Tag imod den. 

Glædelig advent.Kan I huske beretningen om da Jesus kom ridende ind til Jerusalem op til påske?

Folket var på gaden, tog imod Jesus med råb og klapsalver og lagde palmeblade på jorden, så han ikke skulle blive beskidt af støvet. De havde hørt om Jesus, deres nye konge, ham de havde ventet i så mange år. Han skulle drive fjenderne ud af landet og gøre riget mægtigere end nogensinde før 

Og så var det han kom ridende på et æsel, ikke på en stor flot hest, men et æsel, et arbejdsdyr, fattige folks trækdyr. Ikke med en hær, ingen våben, der var virkelig ikke meget gladiator over Jesus, ikke en konges hjemkomst fra en vunden sejr. Æslet var så lille at hans fødder nåede jorden.

5 dage senere havde de korsfæstet ham. 

Intet kan vække vreden som en slem skuffelse.  

------------

Kirken har ofte en samtale med sig selv.

Hvordan vi skal få flere til at komme, altså flere udover jer gode trofaste mennesker?

Så vi overvejer tingene, holder kurser, prøver at lære nye kommunikationsformer, laver nyhedsbreve, inviterer spændende folk til kirken, sender præsten på kursus. 

Skal vi gå med folket eller sige dem imod? Hvad er kirkens rolle i 2025?

Hvis Crown Estate gav os lov til at sætte et stort banner op foran kirken – hvilket de ikke gør – men lad os sige, at vi fik lov, så kommer spørgsmålet; 

Hvad er det, vi reklamerer for? 

Tag den dygtigste reklamemand, så dygtig at han kan få os til at spise plantefars og holde gang i noget så mareridtsagtigt som Black Friday - giv ham opgaven: få alle dem der lige nu sidder og ser Masterchef, eller er på vej til pubben, til at komme ind her. Han kan få hele budgettet, endda det største banner London nogensinde har set. Jeg tror, han vil tage sig til hovedet, mens han grubler, for hvad skal der stå på det banner? 

Hvad ville I skrive?

Kom og få syndernes forladelse.

Guds nåde.  

Hvad er det, vi sælger?

Vel, vi er ingen forretning. Vi er heller ikke engang en klub eller en forening. Vi er ikke knyttet sammen af fælles holdninger eller fordi vi interesserer os for det samme. I får ingen spiller-uniform. 

Lad os så alligevel sige, at vores gode reklamemand fik kirken fuld ved at love dem en guddommelig oplevelse, så tror jeg, de fleste mennesker ville gå fra kirken efter en gudstjeneste og tænke: det var dog en skuffelse. 

------------

Men ved I hvad, Jesus var dengang også en skuffelse. 

I dagens tekst kommer Jesus til sin hjemby Nazaret, hvor han holder sin første prædiken. Det er sabbat, lørdag. Jesus får rakt biblen og begynder tekstlæsningen. Folk havde ventet længe og så kom han, Jesus, og han var endda fra deres egen hjemby, en hjemvendt søn, tømreren Josefs søn. Forventningerne steg. Jesus begyndte godt, de giver ham deres bifald. Hvor er det rigtigt, hvad den unge mand står og siger, så godt og herligt. Nu sker det. Nu kommer de gode tider.

Men så langsomt fornemmer man et omslag. Da Jesus siger, at Gud først vil tage sig af naboerne, dem der ikke hørte til folket, ligesom dengang Elias ikke gik til sine egne, men til enken i Sarepta og til syreren, bliver skuffelsen total.

I løbet af den prædiken Jesus holder, ændres deres syn på ham fuldstændigt. Han svigter, skuffer dem. Jesus taler om det nye, der vil ske med Guds hjælp, hvorefter han siger: det kommer ikke til at ske her først. Og deres vrede kulminerer. 

En halv time senere jager de ham ud af byen, hen til en klippe, for at styrte ham i døden.

Så hurtigt kan det gå, når folk ikke får det, de havde forventet.

---------

Nu er det snart jul. 

Her 1. søndag i advent venter vi med forhåbning, forhåbentligt. 

Det er godt at håbe, at forvente noget.

Bare I ikke reagerer på samme måde som skarerne i Nazaret og vil styrte nogen i døden; når I ikke får det politikerne lovede, når kirken ikke gør det, I mener, I kan huske, at den godt må gøre.

Måske bliver juletiden en skuffelse. 

Den der harmoniske hjerternes fest med hele familien samlet og alle elsker hinanden og alle græder af glæde over netop den gave de får – det er bare et gæt, og ud af erfaring; den findes nok kun på film, det er noget man ser udefra, gennem en dør, der lukker om lidt.

I virkeligheden handler jul jo også om sorg, om dem som ikke er der mere. Om det som er forbi. Om barndomshjemmet som ikke længere findes. Om ens farmor som er blevet dement, og ikke kan være med. Om ens barnebarn som ikke kommer, fordi hun er indlagt på psykiatrisk afdeling. Om alt det vi ikke kan holde ud ved hinanden.

Når folk tager til Thailand i julen, handler det sjældent om, at de skal have noget sol og varme, men om at man ikke orker at være en del af noget, som er blevet så kompliceret. At man ikke forstår, hvorfor man bliver så låst og uvenlig, når man træder ind ad døren. Selvom man lovede sig selv, at man i år kun vil vise sig fra sin gode side.

Måske er det noget, vi alle kender; at dem vi står nærmest ved, også er dem vi kan ønske os langt væk fra – fordi man ikke kan holde ud, hvordan man bliver, når man er sammen med dem.

.............. 

Men så alligevel, midt i en skuffelse, sker der noget. Det tror jeg. Hvis man tør blive skuffet. Blive i den. 

Jeg kan ikke huske, hvem der sagde det; 

Helvedet er at være alene, Himmeriget er at kunne være det.

Jeg tror, vi skal blive skuffede og blive i skuffelsen, og måske vil vi opdage, at det aldrig var meningen, at Gud i det ydre vil ændre dit liv. Han gav dig ikke et sværd. Han gav dig ikke nogen at kæmpe med eller imod. Han gav dig ikke engang en klub, hvor du en dag kan blive årets spiller. 

Han gav dig ikke en ny barndom eller lovede dig den mest fantastiske fremtid. 

I stedet kom han ridende på et æsel. Og da de ville skubbe ham ud over klippen, vendte han bare om og gik ned midt iblandt dem. 

Sådan kommer han også i dag. 

Sådan bliver han ved med at komme til os. 

Vi kan skubbe Gud hen til kanten, sige vi er færdige med Gud, men Gud er ikke færdige med os. 

Han vender sig bare om og går tilbage til os.

----------

Dejligt at se jer alle i dag. 

Det er ikke det, vi kommer med, som gør, at vi kan kalde os et fællesskab. Det er det, vi håber at modtage. Det, som kommer imod os; Guds nåde. 

Det lyder så simpelt, og det er det, men det er også så guddommeligt;

Guds nåde; du er altid elsket for den du er og tilgivet for det du gør.

Det er det, kirken giver.

Slå det op på det banner. Jeg tror ikke, det kommer til at trække en fuld kirke næste søndag. Så ville det nok være bedre at reklamere med gløgg og æbleskiver. Og en tombola. 

Nå, al den markedsføring er ikke så vigtig, når det kommer til stykket.

Det som står fast er, at os som kommer i kirken, giver Gud nåden til. 

Nu. I dag. 

Det er lige meget, hvordan din dag bliver. Den er blevet givet til dig. Tag imod den. 

Glædelig advent.