Orglet skal til reparation

Orglet skal til reparation

Orglet skal til reparation

# Aktuelt

Orglet skal til reparation

På søndag er det sidste gang i adskillige måneder at vi hører tonerne fra vores berømte Green orgel. Allerede mandag morgen kommer et hold fra Th Frobenius orgelbyggeri for at skille orglet ad og fragte det til Danmark for en gennemgribende restaurering.

I december 2023 modtog kirken det glædelige budskab, at Wroblewski’s Orgel Fond havde bevilget det fulde beløb til en komplet renovering af orglet i Den Danske Kirke i London.

Orglet kan dateres tilbage til 1778, hvor det blev bygget til St Katharine’s church ved Tower. Orgelbyggeren var Samuel Green, Kongens orgelbygger. På daværende tidspunkt var orglet et af de største i England og blev i mange år betragtet som et af landets fineste. Senere blev orglet flyttet, sammen med hele St Katharine’s ordenen, fra området ved Tower, for at gøre plads til den nye havneudvidelse, St Katharine’s Dock.  I 1948 flyttede St Katharine’s tilbage til East End of London hvor de stadig hører til og tager sig af de lokale i området. Kirken og orglet blev i Regent’s Park og har været Den Danske Kirke i London siden 1952.

Orglet er blevet ombygget og renoveret flere gange, blandt andet i 1886 og 1998. Nu er tiden kommet igen, da orglet desværre har en del fejl og trænger til en grundig renovering.

Efter et par års kamp med kalenderplanlægning, visumansøgninger og yderligere fondsansøgninger går renoveringen endelig i gang i næste uge! Hele processen forventes at tage omkring et år.

Det vil naturligvis medføre lidt forstyrrelser, men heldigvis forhindrer det os ikke i at fortsætte vores virke som kirke med regelmæssige søndagsgudstjenester og kirkelige handlinger med vores fine flygel i centrum.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

Den Danske Kirke i London

4 St Katharine's Precinct, Regent's Park, London NW1 4HH

+44 (0)207 935 1723

kirke@danskekirke.org