Nyt fra kirkerådet

Nyt fra kirkerådet

Nyt fra kirkerådet

# Aktuelt

Nyt fra kirkerådet

Af Bette Broyd, formand, Kirkerådet. Fra kirkebladet november 25 - februar 26. 

Mange kirkelige handlinger, udover søndagsgudstjenesterne, foregår ubemærket. Dåb, bryllup, konfirmationsforberedelse, mindegudstjeneste eller bisættelse.

Vores skoler er godt fyldt op, med omkring 60 voksne i aftenskolen, fordelt på 4 klassetrin, der ugentligt mødes tirsdage, onsdage og torsdage. Lørdagsskolen for børn og voksne mødes hver 14. dag og har ca. 100 indskrevne elever der fylder hvert et rum i kirken og præsteboligen.

Kirkens kultur-tilbud bugner med musik af mange slags, foredrag, studie-gruppe, bogklub, kunst-udstilling og debat. Den nylige fodboldturnering i Regent’s Park, der var arrangeret sammen med KFUK, bliver sikkert en årlig begivenhed efter succesen med de ivrige spillere. Man kan roligt sige at vi e en levende kirke, trods en meget lille, men formidabel stab af ansatte, med Karsten i spidsen.

Uden en kæmpe indsats fra mange frivillige gik det ikke: i kirkerådet, i grupperne der jævnligt mødes i kirken, dem der igen, igen tilbyder deres hjælp på en mængde forskellige måder, som kordegne, hot dog sælgere, bagere til sammenkomster. Hvor er vi heldige. Vi skylder jer alle en kæmpe tak. TAK!

Have, mur og hegn

Her i efterårstiden er det tid at lægge løg, beskære, dele og plante stauder ud og i det hele taget at se radikalt på havens tilstand efter en tør sommer. I kirkens have har vi mistet en del planter, der ikke har klaret de store udfordringer. Nogle har tørstet, og andre er bukket under på grund af det gennemgribende arbejde udført i haven over sommeren. Nu er arbejdet til ende, og resultatet er meget fint.

Muren ud til Albany Street lænede faretruende ud mod gaden og vi fik påbudt fra både Camden Council og Crown Estate at vi måtte forstærke muren. Den er nu igen levedygtig i mange år og de invaderende rødder fra vores træer er blevet stækket, uden at vi mistede træerne. Muren er forstærket dybt nede ved fundamentet. Det blev naturligvis en dyr omgang!

Til gengæld har vi fået et meget flot, nyt hegn ind mod vores nye nabo mod syd. Vores gamle hegn var sølle og overgroet med vedbend. Naboen ønskede et flot hegn uden en masse gevækster og tilbød at dække alle udgifter ved at rejse det nye hegn, som egentlig var vores ansvar. Så, gyngerne og karrusellerne...

Hvis I har lyst at donere stauder fra egen have, forårsløg eller planter, så hører vi gerne fra jer.

Orgel

Tiden til at få kirkens orgel gennemgribende repareret nærmer sig. Det er et års tid siden vi fik en gavmild donation fra Johan Otto Wroblewskis Fond til dækning af de meget omfattende udgifter til reparationen, som skal udføres af Th. Frobenius og Sønner Orgelbyggeri. Dermed er hele projektet dansk. Vi vil have meget begrænset brug af kirkerummet I januar måned. Heldigvis har vi vores dejlige, nye flygel, som vil redde situationen I resten af 2026, hvor orglet er ude af funktion. 

Danish Fair og kirkerådet.

Planlægningsgruppen for Danish Fair 2026 er blevet udvidet med flere kirkerådsmedlemmer, der er ansvarlige for forskellige opgaver, sammen med dygtige Sarah Pedersen, der danner fortrop. Vi trænger til støtte fra jer der kan lide at være medbestemmende, og har lyst til at arbejde sammen om opgaverne, i månederne inden Danish Fair.

Allerede nu søger vi virksomheder, der har lyst til at være en del af arrangementet – enten gennem partnerskaber eller donationer. Ved de seneste Danish Fairs har vi haft stor glæde af samarbejder med virksomheder, der har haft stande eller leveret produkter, doneret varer til baren og caféen eller præmier til vores populære raffle – ingen nævnt, ingen glemt. Vi er altid åbne for forskellige måder at indgå samarbejde på.

Kender du en dansk virksomhed, der ønsker at blive involveret, eller har du kontakter, som kan bidrage til glæde og gavn for Danish Fair, hører vi meget gerne fra dig.

Vi glæder os til at byde alle vores vidunderlige frivillige velkommen – og I kan allerede nu melde jer til. Kontakt Danish Fair-udvalget på danishfair@danskekirke.org

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

Den Danske Kirke i London

4 St Katharine's Precinct, Regent's Park, London NW1 4HH

+44 (0)207 935 1723

kirke@danskekirke.org