af Karsten Møller Hansen.

Tak for I år, siger folk omkring nytår, dér hvor året skifter og bliver til et nyt, et tal afløser et andet. Men det er ikke et skifte, vi rigtig mærker kirken. Kirkeåret slutter i slutnovember. Det ved de færreste. Men det gør ikke noget. Hvis vi har et fælles skifte her i kirken i London, så er det nu. Vi følger skolerne; året slutter, når sommerferien begynder. 

Det har været et smukt år. Det var det også sidste år og årene før. Det var også et svært år. Der er så mange ting at være bekymret over. Solen skinner og det bliver varmere og varmere. Det har været ubehageligt, ikke kun den prikkende varme, også det den varsler. Der er meget, der synes at stå på spidsen; krige, fanatikere, konflikter, alt for mange egeninteresser. Ingen ser det ovenfra. Ingen ser det fra Guds vinkel; at vi alle lever på den samme lille jord, at vi er forbundne, har brug for hinanden, så små, så store for hinanden. Det var året fuld af; alt det ego og selvretfærdighedens uniform. Det samme kan siges om de fleste år. Vi kæmper altid med noget. Mest os selv. Vi giver de andre skylden.

Men livet er også smukt. Vi kastes ind i verden, skrev Heidegger. Og livet kaster alt muligt efter os. Alt muligt vi helst ville have undgået. Alt muligt godt som vi må samle op og passe på og elske og give videre til de næste. Verden er et mærkeligt sted, til tider helt overskyet, ja, men det er her, vi lever. Vi må elske verden. Det er her alle de andre også lever. Her vi mødes. Her vi sover og spiser og går en tur og sidder på en bænk. Vi græder og smiler skævt og griner af noget, andre ikke synes er sjovt. Blomsterne; røde, gule, blå, træerne, bjergene, havet så dybt, hjerterne der slår. Vi er ikke alene. Vi har hinanden. Og Gud har os. 

Nu er det sommerferie. Vi skal til Danmark. Vi skal til Dragør og gå ad gamle stier, steder vi kender, mennesker som bor de samme steder som sidst, fiskefrikadeller og koldskål med kammerjunker. Jeg skal cykle gennem København. Jeg hopper i vandet ved Charlottenlund. Det bliver sikkert koldt, når vi lander. Vi har regnjakker med. Vi har bøger med.  Jeg har ikke fortalt, at jeg kommer hjem. Jeg vil prøve at gemme mig, prøve at blive en anden, den jeg var, den jeg også er, bare et par uger.

Og så dukker London op igen på den anden side. De vandt selvfølgelig ikke. Its not coming home. Men det gør vi. Vi kommer tilbage til vores kirke. På en eller anden måde. 

Vi ses til september. Til et år mere.