Jeg havde været i Danmark. Nu skulle jeg hjem til London. Det lød mærkelig at sidde i Danmark og sige at jeg skulle flyve hjem til et andet land. Det tænkte jeg meget over.

Jeg lænede mit hoved imod det kolde flyvindue og betragtede det bløde tæppe, som lå under os. Så langt jeg kunne se dannede skyerne et landskab af vatruller og vattotter, små bakker, ujævne stier. I det ene hjørne af himlen skinnede solen så skarpt, at jeg måtte lukke mine øjne. Det var et uvirkeligt stærkt lys, som fløj vi imod solens indre og verdens begyndelse.

Ved siden af mig sad en ung fyr. Jeg vil tro, han var midt i tyverne. På et tidspunkt faldt hans vandflaske ned på gulvet mellem os og han lænede sig frem. En duft af en parfume steg op fra hans hals. Jeg tænkte, at han måtte have været forbi tax-free. Duften fra hans parfume var utvivlsomt Armani Gio, og den fik mig til at tænke på en gammel ven.

”Din parfume får mig til at mindes en gammel ven,” sagde jeg til ham. 

Han kiggede først undersøgende på mig, så blev hans øjne milde: ”En gammel ven? Er I ikke længere venner.”

Jeg rystede på hovedet. 

”Nej, da jeg begyndte på universitetet og fik en kæreste, fortsatte han med at gå i byen og drikke sig fuld på en tirsdag. Jeg tror, jeg svigtede vores ungdsomspagt. Til sidst holdt jeg op med at ringe tilbage,” svarede jeg.

”Jeg har lige været tilbage i Danmark til min vens bryllup. Det var helt perfekt, de gamle gutter. Det var det virkelig,” sagde han og holdt en kort pause, mens han kiggede forbi mig og ud gennem vinduet. 

”Nu citerer jeg lige Aristoteles,” sagde han. 

”Gør endelig det,” svarede jeg. 

”Aristoteles siger, at uden venner er der ingen, der gider at leve.”

”Det er meget rigtigt,” svarede jeg. 

Og så blev vi enige om, at det er i venskabet, vi kan være forskellige uden at gå fra hinanden, og at en ven er en, der kender alle dine fejl, men som stadig står og venter på dig, så I kan følges ad. 

”Folk siger, de ikke fortryder noget,” sagde jeg, ”Jeg fortryder meget de venskaber, jeg ikke har passet på. Den eneste måde at have en ven på er at være en ven, og det har jeg ikke altid været. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det om. Har du stadig alle dine gamle venner?” 

Han nikkede; ”ja de fleste.”

Mens han fortalte om sine venner, både lyttede jeg og mindedes mange af mine gamle venner. Det var som om, de blev lyslevende igen lige der i sæde 16a på vej over Nordsøen. Min hukommelse hængte minderne op på en lang snor henover himlen og så lod min hjerne mig gennemgå dem alle sammen. 

Stewardessen kom med kaffe. Vi tog begge en tår.

”Nu vi er ved citater,” begyndte jeg, han grinte,” så skrev Thomas Aquinas, at der ikke er noget på den her jord, som skal prises som et ægte venskab. Jeg ved godt, at folk forsvinder og folk kommer til. Man kan ikke holde fast i alle venskaber. Nogle ting her i verden, skal kun vare en tid. Tænk hvis man stadig skulle se alle dem man havde leget med i børnehaven og spillet fodbold med gennem årene. Det gik nok ikke. Men hvis jeg kunne, ville jeg sende dem alle en tanke, fortælle dem, at jeg var glad for den tid, vi delte, at jeg stadig tænker på dem, og selvom jeg nu har hjemme et andet sted, så vil jeg ikke vil glemme dem.

Han drejede hovedet, holdt mit blik og med en stemme som lød ældre end min, slog han fast; ”vi skal passe på vores venner.”

Det mest grundlæggende i den her verden er venskabet, ikke kærligheden, ikke familien, ikke arbejdet, ikke politik, ikke det vi siger eller mener, men venskabet, som netop er i stand til at holde alle modsætninger sammen. Det er dannelse; at være forbundet med noget andet end dig selv. Venskabet er dannelsens sted. 

”Det er det, jeg siger til mine medarbejdere,” sagde han og tog en slurk af sin vand”, hvis man bare har en god ven, går det hele nok.  Når unge mennesker spørger, hvad de skal blive til, er svaret; en god ven. Jeg vil have mine medarbejdere til at blive venner. En leders job er at gøre det muligt at blive venner.”

Vi nikkede hver for sig, som var vi helt høje over, hvor kloge og enige vi var. Det var lettere komisk, men det var også meget rart. Og så kom jeg i tanke om, at når biblen er bedst, handler den om venskab. Jesus kom til verden for at gøre os til venner. Men det var et sidsespring.

Hjulene ramte jorden i Heathrow. Jeg havde slet ikke opdaget, at vi var ved at lande. Jeg havde lyst til at tale meget mere med den unge fyr. Han rejste sig, tog sin taske ned fra bagagehylden og gik ned ad gangen mellem sæderne. Jeg ville gerne følge lige efter, så vi kunne fortsætte vores samtale, men jeg nåede ikke ud med ham. Jeg var for lang tid om at få fat i min taske, og jeg endte med at være mere end 10 personer bag ham.  Vores samtale var slut, tænkte jeg. Den havde hørt en flyvetur til. Stewardesserne nikkede farvel. ”Ha en god aften,” sagde de i kor på dansk.

Da jeg trådte ud af flyet, ud i slangen som skal få passagererne ind i terminalen, stod han med tasken i hånden og ventede på mig. Verden er virkelig også et smukt sted.