Nogle ting husker vi som var de lige sket. Andre ting bliver vi ved med at glemme. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. 

Han lå i sin seng i sit kolonihavehus og stirrede op i loftet. Jeg prøvede flere gange at sætte en egentlig samtale i gang,  men det føltes ærlig talt som et overgreb på ham. Så jeg droppede det, sad bare på en stol og betragtede mine hænder på mine lår. Nogle gange tænkte jeg også på, hvad vi skulle købe ind senere.

Det var ham, som havde skrevet en mail til mig. Han ville gerne tale med en præst. Så jeg ventede vel bare på, at han kom frem til, hvad han ville sige. For selvom han ikke sagde meget andet end ”ja” og ”nej” og ”det går an”, så var det som om, han ville spørge mig om noget. Det var bare det, at ordene nok skulle en meget lang vej fra hans hjerte og helt ud til hans mund, og så, ja så opgav de vel et sted på vejen. 

Har man prøvet at sidde sammen med en, der ligger ned helt stille, ved man, at man med det samme selv bliver træt. Jeg indstillede min vejrtrækning efter hans. Det er det, man gør. Hver andet minut fløj et fly tæt hen over huset. Det var så voldsomt, at jeg troede, at huset ville blive hvirvlet op og kastet afsted.

”Er det okay, at jeg ligger mig på gulvet ved siden af dig,” spurgte jeg ham en dag, hvor jeg sad og blundede i den meget hårde stol, som fik min ryg til at gøre ondt.

”Det går an,” svarede han. 

Sådan faldt jeg ofte i søvn på hans gulvtæppe, som lugtede af alt det vi spilder gennem livet. Han sov også. Det kunne jeg høre på hans vejrtrækning. Når jeg vågnede, var det mig der gik ud i det lille køkken og satte kaffe over på den gamle kaffemaskine. Vi spiste vaniliekranse i august og en gang imellem lyttede vi til musik. Han var glad for det gamle. Den helt store kærlighed havde han til Nick Drake. Ham som døde tidligt. Han synger mig, sagde han en eftermiddag og trykkede play på sin telefon. Jeg bilder mig ind, at han fandt en ro, når jeg var der. I hvert fald faldt han ret hurtig i søvn, når jeg var der, og  jeg må også sige, at Nick Drake er god at lukke sine øjne til. 

En dag da det regnede hele tiden, og jeg troede, han sov, sagde han; ”jeg har ikke lyst til at leve mere.”

Det havde jeg nu nok selv fundet frem til. Men det sagde jeg ikke. Jeg regnede med, at han nu ville spørge mig, om man godt må tage sit eget liv. Men det spurgte han ikke om. I stedet begyndte han at fortælle mig, at han aldrig havde tænkt på at begå selvmord, selvom han mente, at han havde alle grunde til det. Han havde bare ikke lyst til at leve. Mere var der ikke i det.

Ensomheden fyldte hele stuen ud. Som den tykkeste tåge over en dyb sø en tidlig morgen i november. Under alle omstændigheder var han kommet frem til, at han ville blive liggende til, at han en dag ikke ville vågne igen. Så let kan man ikke dø, havde lægen sagt til ham, men det mente han nu godt, man kunne. Han kunne mærke, at han snart ville dø, at døden var på vej ned for at hente ham. Der var bare et eller andet, noget uafluttet, en eller anden stor sten på vejen som skulle flyttes, før det kunne ske. 

En dag da jeg kom for at besøge ham, råbte han ikke bare ”kom ind.” Det slørede for mine øjne. Mit hjerte bankede. Jeg gik ind. Sengen var tom. Havde han endelig fået sit ønske opfyldt? Han sad på en havestol ved et hvidt plastikbord med kun tre ben i en solplet i haven bag huset. Græsset nåede ham til op ad skinnebenet. Solen skinnede. Det var en kold og klar vinterdag. Jeg satte mig på den eneste anden stol. 

”Vil du have en kop kaffe?” spurgte han.

Han trissede afsted og kom tilbage med to kopper kaffe. Jeg bemærkede, at det var første gang, jeg havde set ham med sko på. Det var nogle cognacfarvede ørkenstøvler, aldrig gået i så vidt jeg kunne se.

”Må jeg spørge dig om noget?” spurgte han.

Jeg nikkede. ”Men inden du spørger, bliver jeg nødt til at fortælle dig, at det er nogle virkelig flotte ørkenstøvler, du har.”

Et lille smil viste sig i hans øjne, et lillebitte et, men det var der, og det slog mig, at det var første gang, jeg havde set ham smile i det år, jeg havde lært ham at kende.

”Spørg.”

Et fly fløj lige hen over os. Jeg kiggede efter piloten. Og så blev der helt stille. 

”Jo, det er ikke, fordi jeg vil have dig til at begrave mig eller sådan noget. Jeg tror på, at når man dør, er man helt borte. Ingen grund til at bruge mere tid på det. Men eftersom jeg ikke har familie og heller ikke har nogen venner, som jeg kan spørge,  så vil jeg gerne spørge dig om en særlig ting. Jeg tror, at alt kommer til at ske rigtigt, hvis jeg får det på plads, at du kan hjælpe mig med at at få flyttet den sten, jeg talte om.” 

Han tog en tår af den kaffe, som nu var blevet kold.  

”Når jeg dør og ikke er her mere, vil du så huske mig?” 

Nogle ting husker vi som var de lige sket. Andre ting bliver vi ved med at glemme. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. 

Han lå i sin seng i sit kolonihavehus og stirrede op i loftet. Jeg prøvede flere gange at sætte en egentlig samtale i gang,  men det føltes ærlig talt som et overgreb på ham. Så jeg droppede det, sad bare på en stol og betragtede mine hænder på mine lår. Nogle gange tænkte jeg også på, hvad vi skulle købe ind senere.

Det var ham, som havde skrevet en mail til mig. Han ville gerne tale med en præst. Så jeg ventede vel bare på, at han kom frem til, hvad han ville sige. For selvom han ikke sagde meget andet end ”ja” og ”nej” og ”det går an”, så var det som om, han ville spørge mig om noget. Det var bare det, at ordene nok skulle en meget lang vej fra hans hjerte og helt ud til hans mund, og så, ja så opgav de vel et sted på vejen. 

Har man prøvet at sidde sammen med en, der ligger ned helt stille, ved man, at man med det samme selv bliver træt. Jeg indstillede min vejrtrækning efter hans. Det er det, man gør. Hver andet minut fløj et fly tæt hen over huset. Det var så voldsomt, at jeg troede, at huset ville blive hvirvlet op og kastet afsted.

”Er det okay, at jeg ligger mig på gulvet ved siden af dig,” spurgte jeg ham en dag, hvor jeg sad og blundede i den meget hårde stol, som fik min ryg til at gøre ondt.

”Det går an,” svarede han. 

Sådan faldt jeg ofte i søvn på hans gulvtæppe, som lugtede af alt det vi spilder gennem livet. Han sov også. Det kunne jeg høre på hans vejrtrækning. Når jeg vågnede, var det mig der gik ud i det lille køkken og satte kaffe over på den gamle kaffemaskine. Vi spiste vaniliekranse i august og en gang imellem lyttede vi til musik. Han var glad for det gamle. Den helt store kærlighed havde han til Nick Drake. Ham som døde tidligt. Han synger mig, sagde han en eftermiddag og trykkede play på sin telefon. Jeg bilder mig ind, at han fandt en ro, når jeg var der. I hvert fald faldt han ret hurtig i søvn, når jeg var der, og  jeg må også sige, at Nick Drake er god at lukke sine øjne til. 

En dag da det regnede hele tiden, og jeg troede, han sov, sagde han; ”jeg har ikke lyst til at leve mere.”

Det havde jeg nu nok selv fundet frem til. Men det sagde jeg ikke. Jeg regnede med, at han nu ville spørge mig, om man godt må tage sit eget liv. Men det spurgte han ikke om. I stedet begyndte han at fortælle mig, at han aldrig havde tænkt på at begå selvmord, selvom han mente, at han havde alle grunde til det. Han havde bare ikke lyst til at leve. Mere var der ikke i det.

Ensomheden fyldte hele stuen ud. Som den tykkeste tåge over en dyb sø en tidlig morgen i november. Under alle omstændigheder var han kommet frem til, at han ville blive liggende til, at han en dag ikke ville vågne igen. Så let kan man ikke dø, havde lægen sagt til ham, men det mente han nu godt, man kunne. Han kunne mærke, at han snart ville dø, at døden var på vej ned for at hente ham. Der var bare et eller andet, noget uafluttet, en eller anden stor sten på vejen som skulle flyttes, før det kunne ske. 

En dag da jeg kom for at besøge ham, råbte han ikke bare ”kom ind.” Det slørede for mine øjne. Mit hjerte bankede. Jeg gik ind. Sengen var tom. Havde han endelig fået sit ønske opfyldt? Han sad på en havestol ved et hvidt plastikbord med kun tre ben i en solplet i haven bag huset. Græsset nåede ham til op ad skinnebenet. Solen skinnede. Det var en kold og klar vinterdag. Jeg satte mig på den eneste anden stol. 

”Vil du have en kop kaffe?” spurgte han.

Han trissede afsted og kom tilbage med to kopper kaffe. Jeg bemærkede, at det var første gang, jeg havde set ham med sko på. Det var nogle cognacfarvede ørkenstøvler, aldrig gået i så vidt jeg kunne se.

”Må jeg spørge dig om noget?” spurgte han.

Jeg nikkede. ”Men inden du spørger, bliver jeg nødt til at fortælle dig, at det er nogle virkelig flotte ørkenstøvler, du har.”

Et lille smil viste sig i hans øjne, et lillebitte et, men det var der, og det slog mig, at det var første gang, jeg havde set ham smile i det år, jeg havde lært ham at kende.

”Spørg.”

Et fly fløj lige hen over os. Jeg kiggede efter piloten. Og så blev der helt stille. 

”Jo, det er ikke, fordi jeg vil have dig til at begrave mig eller sådan noget. Jeg tror på, at når man dør, er man helt borte. Ingen grund til at bruge mere tid på det. Men eftersom jeg ikke har familie og heller ikke har nogen venner, som jeg kan spørge,  så vil jeg gerne spørge dig om en særlig ting. Jeg tror, at alt kommer til at ske rigtigt, hvis jeg får det på plads, at du kan hjælpe mig med at at få flyttet den sten, jeg talte om.” 

Han tog en tår af den kaffe, som nu var blevet kold.  

”Når jeg dør og ikke er her mere, vil du så huske mig?”