af Karsten Møller Hansen

Det lille bibliotek er ikke særligt charmerende. En kommunal bygning som mest ligner en sort tand midt i Primrose Hills hvide byhus smil. Bøgerne er få og hovedsageligt donationer, krimier fra 90erne som ingen gider at læse mere, den slags. De to læderstole er sprukne og de 6 borde ligner nogle, som engang har stået på en skole. Alligevel er det umiskendeligt et bibliotek. Man kan mærke det på roen. 

De formiddage jeg har været der, har der siddet en mand på den samme plads ved vinduet. En sjælden gang ser han op, men det ser ikke ud til, at han ser op for at se sig omkring. Jeg får mere det indtryk, at han lige skal have de ting, han har læst, til at falde på plads. Efter nogle minutter vender hans øjne tilbage til bogens sider og han læser helt opslugt videre. 

Man må ikke tale på biblioteket. Det bliver der holdt meget øje med. Bibliotekarerne, et par ellers meget venlige frivillige pensionister, tysser på dem, der kommer til at sige noget. Jeg har prøvet det en gang og har ikke lyst til at blive tysset på igen. Men jeg har en stærk lyst til at tale med den ældre mand. Hans buskede øjenbryn, den lidt spidse næse, tweedjakken og de smalle og intense øjne synes at fortælle mig, at jeg har brug for at tale med ham. Problemet er bare, som sagt, at man ikke må snakke sammen på biblioteket. Efter at have have været kommet der en del formiddage, har jeg opdaget, at han hver gang tager en lille papirpose med op på bakken med den storslåede udsigt over hele London kun et par hundrede meter fra biblioteket og sætter sig på en bænk.

Mandag formiddag gik jeg ikke ind på biblioteket men satte mig på bænken, tog en bog frem og ventede på at han skulle komme. Flere gange mens jeg ventede, rystede jeg på hovedet af mig selv, men der var noget i mig, der fik mig til at blive. Som hans rutine dikterede, dukkede han op ved foden af bakken med rolige skridt og den lille papirpose i hånden. Han satte sig på bænken ved siden af mig, tog sin tweedjakke af, mandag var en lun forårsdag.

Jeg tog mod til mig; ”Må jeg spørge dig om noget?” 

Han kiggede undersøgende på mig, og jeg nåede at tænke, at han nu ville rejse sig op og gå. Men det gjorde han ikke. I stedet sagde han; ”jeg havde på fornemmelsen, at du gerne ville spørge mig noget, nu har du jo ligesom siddet og betraget mig på biblioteket og i dag har du mere eller mindre fulgt efter mig.” 

Jeg fik en klump i halsen, men min skam måtte jeg kæmpe med senere. Jeg havde noget vigtigt at spørge ham om. 

”Jeg ser dig sidde og læse i mange timer. Det har jeg også kunnet. Men i den her tid kan jeg ikke rigtigt. Jeg prøver, fordi der ikke er noget bedre end at blive fuldstændig opslugt af noget. Når det sker, er det ligesom, man får helt ny luft ned i lungerne og andre øjne at se med. Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg ikke kan, og jeg er kommet frem til, at det er fordi, at jeg ikke føler, at jeg må forlade den her verden, at den har brug for mig, ja brug for os alle i den her tid. Jeg synes ikke, jeg kan tillade mig at prøve at være glad, når så mange kæmper med det, men samtidig er jeg ikke meget værd for verden. Jeg sidder fast i en uro. Beklager den her usammenhængende tale.”

Jeg var i tvivl om, han havde hørt, hvad jeg sagde, så jeg tav, men det havde han.

”Kommer der også et spørgsmål?”, sagde han med en snert af noget drillende, 

Jeg skyndte mig at spørge; ”må man godt være glad?”

Jeg pustede ud, som skulle jeg slukke et stearinlys. Byen lå foran os og fyldte hele synsfeltet ud. Jeg tror, han ledte efter et passende svar. Endelig sagde han;

”I Ukraine holder de fødselsdagsfester. I fængslet holder de karaokeaftener med Queen. I Gaza spiller de fodbold og går op i det med liv og sjæl, og i Israel er de lige nu ved at lægge kræfterne i en storstilet byfest. Alle steder hvor der er lidelse og krig, er der også folk, der læser bøger og laver mad og skændes om ligegyldige ting, og der er unge mennesker, som sniger sig ud om aftenen for at mødes, og der er ældre mennesker, som kysser hinanden godnat. Tror du ikke, du godt kan sætte dig på et bibliotek eller et hvilket som helst andet sted og så lade verden passe sig selv lidt, mens du gør de ting, du helst ikke vil leve uden?”

Jeg sad længe og lod hans svar sænke sig i mig. Han åbnede den lille papirpose og tog en sandwich ud og begyndte at spise den. Mellem to mundfulde sagde han; ”man må godt være glad, selvom alle andre ikke er det.” Da han havde spist sandwichen, rejste han sig og gik. Han skulle helt sikkert tilbage til biblioteket.