af Karsten Møller Hansen.

Det er lidt ligesom, hvis man har haft en virkelig lang dag. Alt muligt man har skullet tage sig af, ansvar og bekymringer. Man er træt, ens tanker er alle vegne. Man har hænderne fuld, og så siger den, man elsker; jeg elsker dig. Men personen kunne lige så godt have sagt noget med vaskemaskinen eller naboens skraldespand som igen står midt på fortovet, for ens hoved er ikke i stand til at høre, det er fyldt op, fyldt med tal og udregninger og overvejelser og bange fornemmelser og noget sitrende stres.

Jeg ved ikke, om I er klar over det, men aldrig har vi mennesker levet længere, aldrig har så mange haft så meget, aldrig har der været værre mennesker involveret i krig, aldrig har vi kurereret så mange sygdomme. Jeg ved godt, at det ikke virker sådan. Jeg ved godt, at det, man hører, er, at verden er ved at gå under, men det er sandt, 2025, denne skøre frygtsomme tid, vi befinder os i, er stadig en gylden periode i verdenshistorien. Jer som er født lige efter 2. verdenskrig, har oplevet det største opsving i historien. Alt er gået fremad. På 70 år har vi rykket os lige så meget som de foregående 380 år.

Tror I, det fortsætter?

Det tror jeg, vi tror.

I årene som kommer, kommer vi til at se en for nu uforståelig og helt uset udvikling af det teknologiske. Vi kommer til at se så mange ting, som rent praktisk og økonomisk vil hjælpe os. Det er ikke, fordi vi ved så meget mere end før, men den viden vi har, om det vi endnu ikke helt ved, hvad er, den bliver vi i stand til at teste på måder, vi aldrig tidligere har kunnet, og derfor bliver vi i stand til at forbedre mange livsvilkår. Vores børn får de bedste livsmuligheder verden nogensinde har set. De kommer til at have hjælpemidler, som vil gøre ting mulige, vi ikke engang kan tænke os til.

Der er bare det ved det, at os mennesker, som skal leve livet, vi bliver ikke bedre til det. Vi skal stadig leve med os selv og hinanden og dem som virker til at være noget helt andet end os. Stenalderhjerner i en hyperteknologosisk tid omgivet af middelalderinstitutioner.

Kan vi blive bedre til vores arbejde? Ja

Kan vi tabe os nogle kilo? Ja

Kan vi spise sundere og hjælpe med klimaet? Ja

Kan vi blive bedre forældre og bruge mere tid på vores børn? Ja

Kan vi blive bedre ægtefæller og bruge mere tid på familien og se vennerne noget mere? Ja

Kan vi gøre det hele på en gang? Nej.

Det er simpelthen ikke muligt. Vores hjerne kan ikke. Vores krop kan ikke. 

Tror I ikke, at vi har ramt en grænse for vores evne til at forvandle muligheder til virkelighed? 

Tror I ikke, at vi må acceptere vores begrænsninger og leve med dem?

Bilerne kører hurtigere, medicinen varer længere, penge er der flere af for de fleste, og alle huse har fået flere håndvaske, og de fleste kommer ud at rejse, og det meste kan ordnes over nettet, men vi er ikke blevet bedre til at elske hinanden, bygge hinanden op, gøre hinanden glade, være glade for os selv. 

Vi kæmper en masse kampe, men den hårdeste kamp har de fleste mennesker med dem selv. Det mest elementære i livet; at elske og blive elsket, er stadig det livet handler om. Det har ikke ændret sig siden Jesu fødsel.

Det er blå december. Det er snart jul. Kun en ting skal en præst sige juleaften; Guds fred til jer alle.

Guds fred, for det er det, vi har brug for. Vi har så meget, men vi har så svært ved at have fred med os selv. Vi har brug for fred med os selv. Og det er den Gud giver os. Det er det, der er jul; sammen med andre at tage imod Guds fred. Fra Gud til dig gennem Jesusbarnet i krybben.

Man siger julen handler om at give. Det er delvist rigtigt. Men julen handler først om at tage imod. Nogle dage senere kan vi så prøve at give lidt af den fred til nogle andre, men først skal vi tage imod den.

I må høre de her ord;

Guds fred til jer alle.

Det er lidt ligesom, hvis man har haft en virkelig lang dag. Alt muligt man har skullet tage sig af, ansvar og bekymringer. Man er træt, ens tanker er alle vegne. Man har hænderne fuld, og så siger den, man elsker; jeg elsker dig. Men personen kunne lige så godt have sagt noget med vaskemaskinen eller naboens skraldespand som igen står midt på fortovet, for ens hoved er ikke i stand til at høre, det er fyldt op, fyldt med tal og udregninger og overvejelser og bange fornemmelser og noget sitrende stres.

Jeg ved ikke, om I er klar over det, men aldrig har vi mennesker levet længere, aldrig har så mange haft så meget, aldrig har der været værre mennesker involveret i krig, aldrig har vi kurereret så mange sygdomme. Jeg ved godt, at det ikke virker sådan. Jeg ved godt, at det, man hører, er, at verden er ved at gå under, men det er sandt, 2025, denne skøre frygtsomme tid, vi befinder os i, er stadig en gylden periode i verdenshistorien. Jer som er født lige efter 2. verdenskrig, har oplevet det største opsving i historien. Alt er gået fremad. På 70 år har vi rykket os lige så meget som de foregående 380 år.

Tror I, det fortsætter?

Det tror jeg, vi tror.

I årene som kommer, kommer vi til at se en for nu uforståelig og helt uset udvikling af det teknologiske. Vi kommer til at se så mange ting, som rent praktisk og økonomisk vil hjælpe os. Det er ikke, fordi vi ved så meget mere end før, men den viden vi har, om det vi endnu ikke helt ved, hvad er, den bliver vi i stand til at teste på måder, vi aldrig tidligere har kunnet, og derfor bliver vi i stand til at forbedre mange livsvilkår. Vores børn får de bedste livsmuligheder verden nogensinde har set. De kommer til at have hjælpemidler, som vil gøre ting mulige, vi ikke engang kan tænke os til.

Der er bare det ved det, at os mennesker, som skal leve livet, vi bliver ikke bedre til det. Vi skal stadig leve med os selv og hinanden og dem som virker til at være noget helt andet end os. Stenalderhjerner i en hyperteknologosisk tid omgivet af middelalderinstitutioner.

Kan vi blive bedre til vores arbejde? Ja

Kan vi tabe os nogle kilo? Ja

Kan vi spise sundere og hjælpe med klimaet? Ja

Kan vi blive bedre forældre og bruge mere tid på vores børn? Ja

Kan vi blive bedre ægtefæller og bruge mere tid på familien og se vennerne noget mere? Ja

Kan vi gøre det hele på en gang? Nej.

Det er simpelthen ikke muligt. Vores hjerne kan ikke. Vores krop kan ikke. 

Tror I ikke, at vi har ramt en grænse for vores evne til at forvandle muligheder til virkelighed? 

Tror I ikke, at vi må acceptere vores begrænsninger og leve med dem?

Bilerne kører hurtigere, medicinen varer længere, penge er der flere af for de fleste, og alle huse har fået flere håndvaske, og de fleste kommer ud at rejse, og det meste kan ordnes over nettet, men vi er ikke blevet bedre til at elske hinanden, bygge hinanden op, gøre hinanden glade, være glade for os selv. 

Vi kæmper en masse kampe, men den hårdeste kamp har de fleste mennesker med dem selv. Det mest elementære i livet; at elske og blive elsket, er stadig det livet handler om. Det har ikke ændret sig siden Jesu fødsel.

Det er blå december. Det er snart jul. Kun en ting skal en præst sige juleaften; Guds fred til jer alle.

Guds fred, for det er det, vi har brug for. Vi har så meget, men vi har så svært ved at have fred med os selv. Vi har brug for fred med os selv. Og det er den Gud giver os. Det er det, der er jul; sammen med andre at tage imod Guds fred. Fra Gud til dig gennem Jesusbarnet i krybben.

Man siger julen handler om at give. Det er delvist rigtigt. Men julen handler først om at tage imod. Nogle dage senere kan vi så prøve at give lidt af den fred til nogle andre, men først skal vi tage imod den.

I må høre de her ord;

Guds fred til jer alle.