”Hvorfor skal præster altid sige noget?” spurgte han, tog brillerne af, fortrød og tog dem på igen. Jeg skulle lige til at svare, at det vel er meget naturligt at præster såvel som psykologer, lærere, erhvervsfolk, muslimer og ateister siger noget. Alle kan vel sige noget. Men det lød nu lidt for meget som et vagt politisk svar. Så jeg svarede; fordi kristendommen nogle gange kan finde på at sige tingene på en anden måde.

Tilgivelse tænkes ofte som en form for genopretning af en brudt relation. Man siger; jeg har ikke glemt, hvad du gjorde, det bliver aldrig, som det var, men vi kan hilse på hinanden igen; jeg går ikke ud af døren, når du kommer ind af den.

Forsoning er noget lidt andet, ofte mindre personlig. Du kan tilgive mig, men et land kan f.eks. ikke tilgive sig selv sin fortid, det kan forsone sig med den. I første omgang ser forsoning ud som tilgivelse, en reparation af noget ødelagt. 

Det ligner umiddelbart et retsopgør; en skyld skal placeres for at der kan opstå en følelse af retfærdighed, og der skal gives plads til vrede, ellers kan man ikke komme videre. Men derefter ligger der i forsoningen et ønske om at se fremad, se udover retsopgøret. 

For så vidt prøver forsoningen ikke at genoprette det tabte (man kan kan sjældent blive helt enige om fortiden, bliver man ved med at bore i den, kommer man aldrig videre fra den), i stedet spørger man i forsoningen; hvordan får vi en fremtid sammen?

Det er også et spørgsmål, man kan stille i dag; hvordan lever den krænkede videre med krænkeren? 

Tilgivelse og forsoning kan aldrig blive et krav, man stiller den krænkede. Rækker din krænker sin hånd frem, behøver du ikke tage den, ikke alt i den her verden skal tilgives. Men os andre, os som kun læser om det, ser det i fjensynet, oplever det på anden hånd; kan vi afkræves at tale for forsoning? 

Ja. 

Der hviler et særligt ansvar på os; vi kan ikke kun have den krænkede eller krænkeren for øje. Som samfund her i England og som samfund i Danmark, må vi tænke i helhed, og som kirke er vi et lille samfund har vi samme ansvar; det er ikke nok at se tingene fra vores eget ståsted, vi må stille os derover, hvor de andre står, se hvad de ser. Vi skal leve ved siden af hinanden, møde hinanden igen, sidde ved siden af hinanden på kirkebænken, måske.

Det er ikke så meget for krænkeren, at vi skal holde fast i forsoningen, og det er ikke fordi det en dag kan være os selv, som kan blive udstillet og dømt ude. Var det for vores egen mulige skyld, at vi skal tale forsoning, ville det blive til et samfund funderet på det forkerte, vi gør. Det er heller ikke for den krænkede, vi skal tale forsoning, selvom folk ofte siger, at man skal forsone sig for sin egen skyld, at man kommer af med en tung byrde. Det er for helhedens skyld, at vi skal invitere den krænkende tilbage; kom indenfor, du er stadig velkommen i vores samfund. 

Forsoning er ikke en følelse men et valg man træffer. Med det valg åbner man en dør, trækker en stol ud, siger; du må godt sidde ved bordet, men du må også finde dig i, at jeg bliver ved med at tale højt om det, du gjorde forkert, og det er ikke sikkert, jeg stopper.

Spørger man folk, hvad de forbinder med kristendom, svarer de fleste; næstekærlighed. Det er et godt svar. Men der kommer noget mere. For lige efter ”du skal elske din næste,” står der; ”og du skal elske din fjende.” 

Nu skal det ikke forstås sådan, at du skal føle en stærk glæde ved din fjende. Man kan ikke selv bestemme, hvad man føler, og det ville være håbløst at forlange, at du skal føle stor glæde ved en, der har gjort dig ondt, eller som du bare på ingen måder bryder dig om. Kærlighed i bibelen er ikke en indre privat følelse, men en ydre handling, noget du gør. Kærlighed er; at tage imod, at tage sig af, også fjenden. 

For kærligheden er ikke din, den er universel, alles, Guds, og du kan derfor ikke på samfundets vegne bestemme, hvem der skal smides udenfor og aldrig mere må få del i kærligheden. 

Naivt? Ja. Men jeg lytter til Adrianne Lenker om aftenen, og naivt er nogle gange godt og faktisk også meget fornuftigt. Måske det lige præcis er den her fjendekærlighed, der er for lidt af; hos os selv og rundt omkring i verden. En fjendekærlighed som historisk set har gjort det muligt for folk, der har været i krig med hinanden, at kunne leve videre sammen med hinanden. 

Uenig? Det var han. Han tog brillerne af og lagde dem på bordet.  Så smilte han skævt og rystede en anelse på hovedet; ”det er sådan noget kun præster kan finde på at sige."