af Flemming Kloster Poulsen, præst

Hørte du noget om pinse i skolen? Eller da du gik til præst? Eller har du aldrig hørt om det?

 Det er helt i orden, så kan du læse med her om, hvordan jeg bedst forstår pinsen: 

 50 dage efter påske var disciplene var samlet i et hus i Jerusalem. De vidste ikke hvad de skulle stille op med sig selv. Hvad var meningen med deres liv? 

 Pludselig var der en lyd, som af vindsus og et øjeblik efter kom tunger af ild som satte sig på hver af disciplene. Og med eet blev de fyldt med ild og begejstring og kraft - alt det vi kalder ånd. 

 Så begejstrede blev de at de gik ud på gaderne i Jerusalem og spontant begyndte at fortælle historien om Jesus til alle og enhver. Selvom folk havde forskellige sprog, forstod de alligevel disciplene. 

 Det havde så stor virkning at mange blev døbt i dagene der fulgte. På den måde blev den første kristne menighed og kirke til. 

 Det er jo en fantastisk historie. Jeg synes egentlig den er enkel. Pinse handler simpelthen om at Helligånden, Guds ånd, kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker.

 Vi fejrer det i kirken ved at genfortælle historien om, hvad disciplene oplevede den første pinse. Vi fejrer at pinseunderet gentager sig i os og hver dag minder os om Jesus-historien. Vi fejrer at der er et fællesskab, hvor vi deler ord, brød og vin med hinanden og derfor er intet menneske alene.

 Derfor: glædelig pinse!