”Hvad ønsker du dig?” Spurgte jeg. ”Kun oplevelser,” svarede han straks. Måske er det noget med den alder (jeg bliver også 50 i år), i hvert fald; de sidste mange fødselsdage jeg har været til, har fødselslaren kun haft en ting på ønskelisten; oplevelser. 

Godt tænkte jeg, den gave kan hurtigt bestilles over nettet. Men det var nu ikke så nemt, for hvad er det, som kategoriserer noget som en oplevelse? En tur i biografen, en fodboldbillet til Selhurst Park inkl. pie and pint, eller skal man finde sammen med alle de andre inviterede og sammen give fødselaren en tur til Rom med en middag for to på den lille restaurant på torvet i Trastevere for at kunne kalde det en oplevelse?

Jeg talte med min bank forleden dag. Lige efter jeg havde lagt på, blev jeg ringet op af en mandlig robot, som spurgte mig, hvad min oplevelse af samtalen havde været. Da jeg forlod toilettet i Københavns Lufthavn, skulle jeg give min vurdering af hele oplevelsen ved at trykke på en af fem mulige smileyer. Inden vi havde nået til hovedretten, spurgte tjeneren os, hvordan vi oplevede middagen. 

Prøv at hør; ikke alt er en oplevelse. At tale med sin bank er ikke en oplevelse, det er bare noget, der skal overståes. Og værre; når alt bliver gjort til en oplevelse, man skal forholde sig til og vurdere, så bliver det virkelig svært at finde en gave til en ven, som kun ønsker sig oplevelser. Og det bliver også meget svært selv at opleve noget, når man hele tiden føler sig presset til det.

I Firenze var jeg endelig kommet ind til Uffizierne, men mine øjne ville ikke se. Jeg kunne ikke. Der var alt for meget at se på. Så jeg satte mig op ad væggen og lukkede øjnene, indtil jeg omtrent blev smidt ud. Da jeg engang stod ved Taj Mahal, drejede jeg omkring, tog toget tilbage og fandt et sted, hvor jeg kunne se ind i en væg og drikke en chai. Jeg kan ikke finde ud af oplevelser, min hjerne lider et overgreb.  

Det er noget i tiden; vi stiller det almindelige liv op overfor det spændende liv, gentagelser overfor nye oplevelser, hverdagen overfor eventyret, hamsterhjulet overfor modet til at træde ud af det. Det er som om, at der er alle os almindelige mennesker, og så på den anden side dem der turde og kunne og som er født til noget mere end os andre; kunstnere, entrepenørerne, eventyrerne som lagde det almindelig liv bag sig, søgte dybere, fløj højere, så det hele, også Taj Mahal og øen ud for Fyn. Men det er en falsk opstillet modsætning. Det er det.

Jeg er flyttet til London. Folk siger, at det bliver et eventyr. Jeg nikker. Det gør det. Men ikke på den måde folk tror. De tror, jeg vil opleve alt muligt, jeg ikke har været tæt på at opleve før. Det er ikke min plan. Min plan er igen at få blik for alt det almindelige; fjernsynstårnet der blinker i baggrunden, ekspedienten i den orange t-shirt som ligner Olga Ravn, den ældre dame der altid stopper op foran kirken og ligner en der ikke ved, hvor hun er; alt det jeg glemte at se efter, da jeg jagtede en ny stor oplevelse.

Hver dag er en begyndelse på noget, som ikke var der før. Også derhjemme, de samme møbler, den samme duft, den samme jakke på den samme knage. Dagene ligner måske hinanden, det kan føles som om livet står stille, samme vej til arbejde, om lidt siger chefen det samme igen, man har gået turen fra Camden op til kirken så mange gange, at man ikke kan huske forskel, men det er nu ikke helt den samme dag som sidste søndag, det ser bare sådan ud.

Jeg betragter min datter. Hun har fået to bumser i panden. Jeg har hentet hende fra fodbold. Vi sidder på en bænk i Regent Park, drikker en milkshake, taler om de forskellige hunde vi ser. Jeg siger, at jeg er blevet glad for hunde. Hun smiler. Det ved hun, jeg ikke er. Hun drejer hovedet, kigger på mig med sammenknebne øjne. Det slår mig, at det er derfor, jeg er flyttet til London med familien; for at være så tæt på, at jeg kan se hvor mange bumser min datter er så ked af at have fået. Hun kigger væk. Om lidt går vi hjem. Om lidt bliver hun endnu større. Om lidt har hun ikke længere tid til at sidde på en bænk sammen med mig. Om lidt. Men lige nu sidder vi her. Hvis det kan kategoriseres som en oplevelse, så ønsker jeg mig ikke andet end oplevelser resten af livet. 

Jeg holder ikke allermest af hverdagen, fordi den er den samme som igår, men fordi den virkelig også er et lille slags eventyr. Ligemeget hvor man er og hvad man laver, er man i gang med en dag, som aldrig har været her før. Vi er alle kunstnere, eventyrere, medskabere af en dag mere, vi arbejder på det største projekt verden har set; livet.