af Karsten Møller Hansen.

Der er øjeblikke, der ændrer livet. Min amerikanske ven ringede en nat. Jeg kunne høre ham trække vejret tungt. Han sagde ikke noget. Jeg sad helt omtumlet på sengekanten med røret i hånden, gadelygtens skær fik mig til at misse med øjnene. Da han endelig sagde noget, var det som om hans stemme kom fra et sted meget langt borte, som havde den rejst flere tusinde kilometer for nå frem i telefonrøret; min far er død. 

Vi havde mødtes, da han sad foran mig til German 4 i lokale 21 på Fairview Highschool i Boulder Colorado. Jeg var ex-change student, 15 år gammel. Jeg tog den gule skolebus, sad alene på bagsædet, gik i sejlersko og savnede Danmark. De der amerikanere kan ikke finde ud af sprog, slet ikke tysk, så for første gang i mit liv var jeg den bedste til noget. Han vendte sig om, spurgte om min hjælp. Efter skole kørte han mig hjem i sin BWW. Han havde handskerummet fuld af bånd. Han fiskede et af dem frem. Vi lyttede til The Smiths; “There is a light that never goes out.” Jeg henter dig i morgen, sagde han. 

Det var et flystyrt. Et lille propelfly, et sted i The Rocky Mountains. Noget var gået galt med den ene propel. Alle ombord døde. Min vens far blev kun 48 år. Forretningsmand, sjov, kærlig og ikke særlig ofte hjemme. Når han var, havde han behandlet mig som en ekstra søn, og min ven og mig blev brødre. Da året som ex-change student sluttede, holdt jeg kontakten med min amerikanske ven, besøgte ham i efterårsferien, juleferien og sommerferien. Han var flyttet hjemmefra, gik på universitetet, men hver gang jeg besøgte ham, skulle vi lige forbi hans forældre. Hans far ville gerne se mig. Han grillede laks på verandaen, vi drak Budweisers, badede i søen, tog på ski i Aspen. Han tog os ind for at se Denver Broncos. Det år han døde, havde de lige vundet Super Bowl. 

Familie og venner fra nær og fjern kom til Boulder for at være med til at sige farvel. Jeg ville også være der, for min ven, sige farvel til hans far, være sammen med hans søstre og hans mor. Han hentede mig i lufthavnen i Denver og vi kørte imod bjergene, forbi Mile High Stadium, home of the Broncos, imod Boulder med skyskraberne i ryggen. Det glimtede et sted derude. Af sne og stjerner og noget der var forbi. 

Jeg husker ikke så meget fra begravelsen. Jeg var kun 20 år gammel og vidste ikke noget om noget. Det var første gang, jeg oplevede, at døden var kommet forbi. Efter begravelsen tog vi alle hjem til deres store træhus ved søen lige nedenfor de begyndende bjerge. Jeg sad på verandaen og mærkede den kølige bjergluft på mine arme. Der blev snakket bag mig. Der var en som holdt tale. Men jeg hørte ingenting. Det var så trist det hele. Døden var virkelig. Min ven kom på et tidspunkt og satte sig ved siden af mig. 

Vi sad længe. Så spurgte han; ”Tror du på, at livet er stærkere end døden?” Det lød ikke som et spørgsmål til mig, mere som noget han spurgte sig selv om.

Tro er et valg, vi hver morgen skal vælge. En masse tvivl og så en tro midt i det hele. Men tro starter næsten aldrig som et valg, men oftest ved at der er en anden, som giver dig den. Fra Gud til en farmor med et salmevers ved sengetid, en lærer der kunne fortælle historier, en mor der læser Brødrene Løvehjerte, en forfatter, en sanger, måske en præst, helt sikkert en ven. De ved det ikke, man kan ikke se det ske, men der er et eller andet, der går fra dem til dig, en overførsel af en art, noget umisteligt. Du tror, at du har din egen tro, men det er ikke sådan, det er. Du fik den, du deler den. 

Det tog mig lang tid at forstå, hvad han mente med, at livet er stærkere end døden. Han er amerikaner, men de gik aldrig i kirke, og jeg har hørt ham sige, at han var ateist. Så hvordan var det, at han hev fast i de bibelske linjer om, at livet er stærkere end døden? Jeg tror ikke, han mente, at han ville se sin far igen her på jorden. Jeg tror mere, at han den dag, lige der på verandaen, med solens skær på søen, under den gnistrende himmel, svarede han sig selv; han skulle leve, selvom hans far var død. 

At livet er stærkere end døden, er ikke ord om den døde, men ord til de levende. Til trods for at vi skal dø, at vi skal blive syge, at vi mister dem, vi elsker og ikke kan leve uden, skal vi leve. Det er ikke den døde, der bliver levende. Det er den levende, der tør leve videre med dødens realitet. Og sådan er livet stærkere end døden. 

Jeg ved det ikke. Måske er det bare noget, jeg finder på i mit eget hoved. Men det er sådan, han har levet, min ven, og her 28 år efter at hans far døde, har jeg lige talt i telefon med ham. Jeg er flyttet til London. Han er flyttet tilbage til Boulder. ”Kommer du ikke og besøger mig, jeg henter dig i lufthavnen, ” sagde han, ”bagefter kan vi grille laks og bade i søen.” 

Jeg kan allerede fornemme den friske bjergluft, kan allerede se min ven for mig. Han kører sikkert stadig BMW.