af Karsten Møller Hansen.

Det var i morgentraffikken på Northern Line, umuligt at få en siddeplads, undergrunden i London føles som at sidde i rusjebanen og få en rodbehandling, jeg foretrækker at gå, men i dag skulle jeg langt. Han steg på lige efter mig, stod i Reeboks uden snørrebånd, i en dunjakke uden dun.

Imens vi ramlede afsted, hørte jeg en stemme tæt på og kiggede op. Manden havde taget en bog frem og stod nu i den totaltproppede undergrund og læste højt. Jeg kiggede mig omkring, ingen så ud til at bemærke ham, al opmærksomhed til telefonen, eller også prøvede man demonstrativt at vise ham, at de helst ville være fri for hans læsning, 

Det var en slående kontast; han lignede en stakkel men læste op på et sikkert klassisk engelsk. Folk steg af og på, selv når toget drejede, og skinnerne hvinede, og det skar i ørerne, læste han bare videre. Jeg lyttede så godt jeg kunne. Hvad det var for en bog, han læste højt fra? Flere gange var det som om, jeg kunne genkende nogle sætninger, men jeg var ikke sikker, måske Viginia Woolf, måske J.D.Salinger, måske noget jeg ikke kendte. 

Vi nærmede os London Bridge, hvor jeg skulle af, det skulle han også. Jeg stod bag ham på vej op af rulletrappen, op imod lyset, op til den evige engelske støvregn. Han gik med en plastikpose fra Tesco. Jeg fulgte ham med øjnene, da han steg op i en bus, kunne se ham stå i mellemgangen, at han havde taget bogen frem igen, læste videre, kunne stadig høre hans stemme. 

Jeg var på vej til et krematorie sydøst for at være med til at sige farvel til en gammel dansk landsholdsspiller. Solen viste sig. Familien bar kisten ind på deres skuldre. Jeg læste fra biblen og holdt en tale på et engelsk, hvor jeg skulle lede længe efter ordene. Vi skulle høre et par sange. Den ene var ”En forårsdag” med Anne Linnet, som jeg har hørt afspillet utrolig mange gange i en dansk kirke, men her i et andet land vækkede den en hjemlængsel i mig - som hørte jeg den for første gang. Bag efter skulle familien hjem og fejre, at han havde levet, grine af dengang han havde fortalt Johan Cruyff, hvordan tingene skulle gøres, trøste hinanden. 

På vejen ud havde jeg opdaget, at toget havde stoppet ved Lewisham, en lille forstad, hvor jeg vidste, at Karl Ove Knausgaard bor. Jeg stod af, gik ned ad hovedgaden, drejede til højre, drejede til venstre. Jeg havde ingen ide om, hvor Knausgård boede, men det gjorde ikke noget. Jeg ville bare gerne fornemme, hvor han gik rundt, hvor han sad, og fandt på alt det han skulle skrive. På en pub bag hovedgaden satte jeg mig ved vinduet og drak en øl og spiste en tallerken pomfritter, spurgte om noget ekstra salt. En mand med en  lang frakke i grønne, brune, blå tern gik forbi med en hund, en kvinde med en paraply satte sig ind i en taxa, en dreng kom løbende, krydsede gaden, forsvandt.

Tilbage i centrum steg jeg af, før jeg skulle, gik ned af Marylebone High Street, ind i Daunt Books, tog tilfældige bøger ned, mærkede dem, vejede dem, slog op på en tilfældig side, læste et par sætninger, igen og igen, fandt et sted i min hjerne til sætningerne, købte en digtsamling af Keats, jeg vidste, jeg kun vil kigge sporadisk i. 

Foran stationen i Camden stod en pige med lyserødt hår og en guitar og sang en Olivia Rodrigo sang. En ældre kvinde med næsering og sortlakerede negle begyndte at danse på stedet med svingende arme. Jeg købte 900 gram kylling, ingefær, hvidløg, korriander, ris og 4 scones i et supermarked og gik hjemad. Min datter spillede Roblox i en time. Jeg betragtede hende fra sofaen. Min kone sagde, hun ville løbe en tur. Det tog hende lang tid at få løbeskoene på. Det varme vand var gået i huset. Jeg lavede os en kop te og hældte sukker op i en skål, kiggede ud på haven, så et egern på en gren.

Det var ikke længere tid siden end samme morgen, at jeg havde ringet hjem. Min vens tumor i hjernen var vokset, og han var flyttet ind i en beskyttet bolig i nordvest, min svigerfar var bange for at kræften var vendt tilbage, Søren Pape var død, alt i nyhederne, på nettet, i radioen, er Ukraine og Gaza og Trump og undergang og ting, vi ikke kan finde ud af, halvdelen af jordens dyrearter er uddøde.

Når verden omkring os bliver sløret og mørket kravler ind med frygtens hjælp, er der nogle, som bestiller en rejse, nogle som begraver sig i arbejdet, nogle som går en lang tur i skoven, andre som bliver liggende i sengen, nogle som går i kirke, der er ikke noget af det, som rigtigt virker for mig. Jeg har kun et trick; midt i hverdagen at lægge ekstra mærke til det, der sker omkring mig. Særligt de små ting, se hvor de tager mig hen, hvad der følger efter. Det virker nogle gange. Det virkede i dag. Livet vil overleve. På en eller anden måde. Det er ret smukt.

Trykt i Berlingske lørdag den 9. marts 2024.