af Karsten Møller Hansen, præst ved Den Danske Kirke i London.

Hun lagde hænderne på bordet og betragtede dem længe. Da hun havde betragtet dem længe  nok, foldede hun dem, satte albuerne i bordet og lod sin hage støtte på de foldede hænder. 

Jeg havde aldrig mødt hende før. Hun havde mailet mig. Om jeg havde tid til at tale med hende. Hun undskyldte meget, at hun tog min tid, at hun aldrig havde skrevet til en præst før, at jeg bare kunne sige, at jeg ikke havde tid, at hun ikke engang selv vidste, hvad det var hun ville tale med mig om. Nu sad hun på mit kontor i en meget flot kashmirtrøje i en sart lyseblå farve og lignede en som ikke var kommet nærmere, hvad hun ville tale med mig om.

Endelig sagde hun noget. Ordene kom uden tøven, hendes stemme var rolig, næsten neutral, som havde hun øvet sig på det, hun ville sige, havde optaget det på sin telefon og nu bare trykkede på play.

Jeg har altid gjort det, som jeg mente, var det rigtige at gøre. Man kan godt sige om mig, at jeg prøver at være et ordentligt menneske. At jeg har været dygtig, tror jeg også, man kan sige. Jeg var ret god i gymnasiet og inden jeg blev færdig på universitetet havde jeg flere gode jobmuligheder. Det lyder måske som pral, men jeg fortæller dig det bare for at du kan forstå, hvem jeg er. Jeg har siden mit første job kunne vælge og vrage mellem nogle meget eftertragtede jobs. Det har ført mig rundt i Eurpoa og til Asien, og til Sønderjylland sagde hun med antydningen af et smil. Jeg kan godt lide at bo her, hvor jeg bor nu, og jeg kan godt lide mit job. Men det er alligevel som om, der altid er noget, der mangler. 

Det er det, jeg har opdaget - og det jeg gerne vil tale med dig om. Ligemeget hvor jeg bor, og hvad mit job er og hvor mange venner, jer får, er det som om, jeg ikke føler mig hjemme. Nu vil du måske fortælle mig - hvis du altså har tænkt dig overhovedet at sige noget - at jeg ikke har boet et sted længe nok til, det kan blive til et hjem, og det vil du nok have ret i. Hvor lang tid boede jeg egentlig de forskellige steder? Men så kan man også spørge tilbage; hvor længe skal man prøve at finde sig hjemme, hvis man ved, at det aldrig bliver ens hjem? Den her mangel, jeg fortæller dig om, vil jeg sige, er det mest konstante i mit liv. 

Der er et savn i mig, som jeg ikke kan finde et hjem til. Som får mig til hele tiden at være på vej videre. Lige meget hvor jeg kommer hen, er jeg der ikke rigtigt, og sådan har det altid været. Jeg prøver at holde fast, men jeg kan ikke holde mig selv fast på mig selv. Når jeg knytter hånden om mig selv, smuldrer jeg, løber ud mellem mine egne fingre, som sand på en varm sommerdag ved stranden. Hun rakte sin hånd frem og vendte håndfladen op ad, som om hun skulle huske, hvordan sandet løber ud mellem fingrene.

Ikke alt har været godt, fortsatte hun. Det har det ikke. Min mor døde da jeg var ung og der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende. Min far har jeg endnu, men han siger ikke noget. En dag valgte han bare valgte at være tavs og det har han været siden. Han smiler og nikker og ryster på hovedet, og han græder, når hunden falder i søvn i hans skød, men han siger ikke noget. Jeg har været meget syg, men det går bedre nu, og så har jeg en mand, som er mit livs kærlighed, og vi har nogle dejlige børn, som jeg elsker meget højt. Mit liv er virkelig godt. Vi har lige været på skiferie. Vi sad i skilften, solen skinnede og jeg sagde til mig selv, at jeg har så meget at være taknemmelig for. Men det er ikke nok. Der mangler stadig noget. Der er et tomrum i mig, som hverken et nyt job eller en ny kjole eller et nyt sted eller min mand eller mine børn kan udfylde. Jeg tror ikke en gang, min mor ville kunne udfylde det, om jeg så hende igen. Jeg har prøvet at finde ud af, hvad det er, der gør, at jeg skal leve med det her tomrum, men jeg kan ikke finde ud af det. 

Hun strøg et hår, som var faldet ind foran hendes ansigt, om bag øret. Jeg ikke har fortalt noget om det her tomrum til nogen, ikke engang min mand. Jeg har heller ikke fortalt ham, at jeg har opsøgt dig her i dag. Han ville ikke kunne forstå, hvorfor jeg kunne finde på det. Jeg skammer mig meget; hvem gider høre et så heldigt og priveligeret menneske sidde og beklage sig?

Det sidste havde hun sagt både tøvende og hårdt. Ord fuld af selvbebrejdelse. Hun sad helt stille. Hendes læber bevægede sig ikke. Hendes øjne var lukkede. Jeg sad længe og så på hendes lukkede øjne, som ventede jeg på, at hvis hun åbnede øjnene om lidt, ville hendes øjne fortælle mig, hvad jeg skulle sige til hende. Stadig med lukkede øjne sagde hun; men nu ved du det. 

Jeg spurgte hende en anden dag, om jeg måtte dele hendes savn med andre, om andre måtte læse med. Det sagde hun ja til. Måske er der andre, der har det som mig. Så har vi den her længsel sammen. Det kan jeg godt lide. Sagde hun.