02/07/2024 0 Kommentarer
Glædelig jul
Glædelig jul
# Klumme
Glædelig jul
Det bedste ved december og den mørke tid er, at så kan vi tænde lys – masser af lys, - inden for og uden for. Stearinlys, LED-lys, juletræslys, dekorationer. Jeg glæder mig til at tænde flere lys inde – og til i kirken at synge om lyset, Guds lys, der blev tændt i verden. Jeg holder meget af at synge de kendte julesalmer, men også en ny salme. Johannes Johansens salme: Det var ikke en nat som de andre (DDS 98) åbner for et lyshav fra julenat, der har lyst lige siden – for da blev Gud menneskets lys. Lige siden er vi lysbærere ud i det mørke, som vi måtte finde omkring os – eller inden i os selv og for og med andre mennesker omkring os.
Det var ikke en nat som de andre,
thi al skabningen holdt på sit vejr
og så engle i tusindvis vandre
rundt på jorden med stjernernes skær.
Denne nat blev et lyshav i tiden,
den har lyst gennem slægterne siden,
dengang Gud selv blev menneskets lys.
Måtte lyset, Guds lys, oplive og oplyse os
måtte lyset varme og forny os
i den kommende juletid og i det nye år.
Glædelig jul og et godt og velsignet nytår til alle.
Margith Pedersen
Kommentarer