Adventstid er en ventetid. Vi venter på at det bliver jul. Ventetid kan meget ofte være spildtid, hvis den er uforskyldt, eller hvis det er andres skyld. Når toget, man skulle med, er blevet aflyst. Eller hvis den, man venter på, aldrig dukker op. Så bliver ventetiden til frustrationstid. 

Adventstiden er ventetid i betydningen: forventningstid, for den rummer forventninger om noget godt om fest og glæde. Ventetiden bliver ikke spildtid, for den, vi venter på, er Jesus, der fødtes til verden den første julenat, og som vi fejrer og fortæller om hver eneste jul. 

Det er med nu engang med forventninger sådan, at de kan leve og vokse; forventninger kan kaste lys ind over vores virkelighed; men forventninger kan også skuffes, når de ikke opfyldes, eller de kan ændres og blive til fortvivlelse og modløshed. 

Som barn husker jeg, at de voksne kunne finde på at sige, at ”forventningens glæde er den største”. Jeg forstod det ikke. For det at vente på fødselsdage og jul, var der ikke meget sjovt ved; det kunne være helt uudholdeligt. Det varede evigheder, før det blev jul, og når dagen så var inde, så gik det alt for hurtigt. 

Måske forstår jeg det lidt bedre efterhånden. For tænk hvis vi sprang advent over! 

Mine børn har engang sagt på 1. søndag i advent: “Bare det var jul i morgen”. Men så var der godt nok meget, vi mistede – både af forventning og dermed af glæde. Så fik vi ikke tændt alle lysene i adventskransen, ikke åbnet julekalendere eller set julekalender i TV. Vi ikke hørt julekon­certer eller drukket julegløgg og juleøl. Vi fik ikke lavet julegaver, bagt brunkager og kogt klejner – eller hvad vi synes hører med til en rigtig jul. 

Så heldigvis har vi en adventstid – ikke engang særlig lang i år, efter som juleaften falder på 4. søndag i advent. 

Det er nu engang sådan, at forventningen bærer en del af festen i sig, for den rummer allerede noget af det, vi forventer og ser frem til og glæder os til. Festen er - så at sige - allerede i gang. Vi har taget hul på festen med at tænde det første lys i adventskransen; vi henter gran ind og mærker duften af gran som tegn på jul, vi begynder at finde lys og julestjerner frem – alt sammen noget, der foregriber og lader os mærke julefesten – også i forberedelsestiden og før festen rigtig er i gang. 

Og det har i høj grad også en evangelisk pointe og kerne, som vi må holde fast i. FOR: Alt det, vi venter på, det vi forbereder, er her allerede; det er allerede en realitet. For vi venter på et Guds Rige, et himmerige, som engang bryder igennem; men det er her allerede som en virkelighed og som en realitet, der lyser og kaster glans ind over liv og hverdage – og festdage!

Margith Pedersen

Præst