02/07/2024 0 Kommentarer
PÅSKENS DAGE OG SYMBOLER
PÅSKENS DAGE OG SYMBOLER
# Klumme
PÅSKENS DAGE OG SYMBOLER
Af Flemming Kloster Poulsen, præst.
Jeg har en ven, som en gang fortalte, at han ofte læser i Bibelen, når han ligger søvnløs om natten.
”Hvad læser du så i Biblen”? spurgte jeg.
”Påskefortællingen”, svarede han og tilføjede: ”Fordi den er så virkelig”.
Han har virkelig en pointe. Påskefortællingen er en grundfortælling i vores kultur, den er noget af det mest virkelige, den rammer direkte ind i alle vore mest menneskelige erfaringer. Den handler om livets store spørgsmål og om nære menneskelige erfaringer – håb, tilgivelse, fællesskab, tro på livet, men også̊ svigt, ensomhed, lidelse og død.
Påskens dage
Fortællingen er sat sammen af en lang række sammenhængende fortællinger om den sidste uge i Jesu liv, som vi mindes og fejrer på de forskellige dage i løbet af påskeugen. Den spænder fra jublen, da Jesus kommer til Jerusalem, fællesskabet om nadveren, sorgen over hans lidelse og død - til glæden over, at han opstår fra de døde. Hovedpunkterne kan samles sådan:
Palmesøndag
hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og modtages af folk, der breder palmegrene ud foran ham, fordi de tror og håber, han er en ny konge.
Skærtorsdag
hvor Jesus for sidste gang spiser med sine disciple og samtidig indstifter nadveren. Senere på aftenen bliver han forrådt af Judas og taget til fange af soldater og ført til forhør i ypperstepræstens gård.
Langfredag
hvor Jesus om morgenen bliver forhørt af Pilatus, dømmes til døden efter en latterlig rettergang, føres til henrettelsesstedet Golgatha, bliver korsfæstet sammen med to forbrydere, dør en pinefuld død, og sidst på dagen bliver han begravet i en klippehule.
Påskedag
hvor kvinderne kommer til Jesu grav og finder at den er tom, samtidig med at engle fortæller dem, at han er opstået fra de døde og gået foran dem til Galilæa. Senere samme dag viser den opstandne Kristus sig for nogle af de modløse disciple, og det forandrer deres sorg til glæde.
Påskens symboler
Op gennem historien har der i den kristne kirke været en lang række symboler og traditioner knyttet til fejringen af påske. Udover at fejre påsken i kirken, har man også fejret den sammen med familie og venner. Og her har de folkelige symboler spillet en stor rolle. Jeg nævner blot de måske tre vigtigste:
Æg
Ægget er vist det bedste kendte påskesymbol. Ægget er siden den tidligste kristendom blevet brugt som symbol på opstandelsen. Æggeskallen ser død og livløs ud som graven. Men inden i skallen bryder et nyt liv frem, ligesom Jesus brød ud af grav og død, da han opstod påskemorgen. Derfra kommer også skikken med at pynte påskeæg, gemme og trille og prikke dem i konkurrence med andre.
Lam
Der er lam på spisebordet i mange hjem til påske. Udover at være en klassisk forårsspise, er lammet også et stærkt symbol på påskens budskab. Her blev Jesus nemlig ofret som et uskyldigt lam. Jesus bliver flere steder i Bibelen kaldt Guds Lam, ligesom lammet i både kirkekunst, salmer og fortællinger bliver brugt som symbol på Jesus.
Sol
Solen er et af kirkens ældste symboler på Jesus. At Jesus opstod, betyder nemlig, at lyset sejrer over mørket. I gamle dage var det skik at stå tidligt op påskemorgen for at se påskesolen danse i glæde over, at Jesus var stået op fra de døde. Traditionen er i Danmark blevet rykket til pinse, måske fordi det er lysere der. Solen som symbol på Jesu opstandelse møder vi blandt andet i Grundtvigs salme: Som forårssolen morgenrød, stod Jesus op af jordens skød(Salmebogen nr 234).
(Til ovenstående klumme har jeg lånt, hugget og stjålet fra en omfattende samling af gode artikler, der ligger på www.folkekirken.dk/højtider).
Kommentarer