Af Flemming Kloster Poulsen, præst 

Siden foråret har jeg været rundt i London for at udforske byens storytelling-scener. Det har været virkelig sjovt og nogle steder har jeg selv fortalt en historie. 

De fleste scener kører med samme format: I løbet af et show er der 8-10 fortællere efter tur på scenen, som hver fortæller en selvoplevet historie på 5-6 minutter. 

Disse shows er populære og tiltrækker et stort og ungt publikum, som kommer igen og igen. Hvorfor? Jeg tror det skyldes at dem, der står på scenen giver noget som mediestrømmen ikke kan give. De er levende mennesker, ikke med en tjekket iscenesat optræden, men med deres egen stemme og deres egen historie om det der var svært, en krise, et problem. Det er det tiltrækkende ved disse shows.  

Jeg har flere gange tænkt på at sådan skal det også være i kirken. For at bruge et stort ord, er det en af mine visioner: Kirken er netop et sted, hvor vi kan fortælle vores historie. Eller bidder af den. Uden smart iscenesættelse. 

Og kirken er et sted, hvor vi kan se vores egen lille historie i lys af den store og dramatiske historie om Gud og mennesker.

Jesus viste altid sit ansigt i mødet med andre mennesker. Og ved at fortælle lidt af vores historie, viser vi ansigt. Det kan vi gøre hen over søndagsfrokosten. Når vi mødes ved kirkens aktiviteter. Mens vi står i kø ved toilettet.  

Det handler ofte kun om at vove den første sætning. Så er ping-pong samtalen i gang og vi deler historier med hinanden. Ikke vores CV, men de livsfortællinger der gør os til dem vi er, når vi bøvler med livet på godt og ondt og når vi leder efter tro og mening og holdepunkter. 

Også om det der gik skævt. Og ikke mindst om hvordan vi kommer videre.  

At fortælle sin historie er at sætte sig selv i en sårbar situation. Vi tillader andre at se os. Men med sårbarhed kommer styrke.   

Det gælder hele tiden: Lad os komme ud over den ligegyldige lirum-larum og i stedet øve os i opmærksomhed. At lytte til andres historie og selv fortælle en historie minder os om at vi er fælles om at være mennesker, ofte frustrerede, jævnligt glade, aldrig perfekte, altid på vej.