02/07/2024 0 Kommentarer
DRONNING ELIZABETHS TRO
DRONNING ELIZABETHS TRO
# Klumme
DRONNING ELIZABETHS TRO
Af Flemming Kloster Poulsen
Præst ved Den Danske Kirke i London.
Da vi her ved Den Danske Kirke fik budskabet om at Dronning Elizabeth var død, gik det danske flag på halv stang. Og her i dagene indtil hendes begravelse er der grund til at tænke over den arv, som hun efterlader.
En af de ting, jeg tænker på, er den enkle og inspirerende måde Dronning Elizabeth kunne tale offentligt om tro og livsmening. Hemmeligheden lå i at hun turde tale personligt og direkte.
Jeg oplevede det første gang i 2016 da vi for første gang holdt jul i London og dermed oplevede traditionen med, at den engelske dronning Elizabeth holdt en tv-transmitteret tale juledag. Det er en integreret del af den britiske jul.
Jeg blev forundret over, hvor direkte dronningen gav udtryk for sin forankring i kristendommens tro og værdier. Hun viste en personlig optagethed af julens kristne budskab, opsummerede kort kristendommens grundlæggende fortælling og fortsatte: ”Milliarder af mennesker følger Jesu lære og finder i ham et vejledende lys i deres liv. Jeg er en af dem.”
Efter at have hørt hendes tale i 2016 blev jeg nysgerrig. Gennem hele hendes liv har den kristne tro spillet en vigtig og personlig rolle. For eksempel var kirkegang hver søndag vævet ind i hendes livsrytme. Men hvordan gør man, når man vil stå ved sin tro og livsmening i det offentlige rum? Hvordan gjorde den engelske dronning?
Catharinie Pepinster, journalist og forfatter, som i mange år har skrevet om det britiske kongehus og religion i det offentlige rum, bemærker, at gennem årene, hvor Storbritannien og Vesten er blevet mere og mere sekulariseret, er dronning Elizabeth gået den modsatte vej og giver klarere og klarere udtryk for sin forankring i den kristne tro.
Det er meget rigtigt. Særligt over de seneste 25 år er det kommet til udtryk. For eksempel i år 2000, hvor hun i sin julehilsen gav en kort sammenfatning af Jesu liv og lære og fortsatte: “Det har givet mig en ramme, indenfor hvilken jeg har forsøgt at leve mit liv.”
I juletalen 2014 kaldte hun troen for ”mit livs anker” hele vejen igennem alle skandalerne og de personlige tab, ensomheden i hendes position og den styrke, som kræves. Jesus er en rolle-model for forsoning og tilgivelse, sagde hun. ”Hans eksempel har lært mig at søge at respektere og værdsætte alle mennesker, uanset deres tro.”
Jeg tror, hemmeligheden lå i hendes meget personlige tilgang. Hun udtalte sig ikke om kristendom i almindelighed. Det ville være uinteressant. Hun brugte julen som en anledning til at tale om sin egen personlige tro, og hun satte den i forbindelse med livet, som det havde været i løbet af året både i samfundet og for hende personligt. Det formåede hun at gøre med usædvanlig stor klogskab og afklaret enkelhed.
Det kom tydeligt til udtryk i 2019, hvor hun talte om de ‘bump på vejen’, som der havde været nogle stykker af undervejs gennem året. Dels den opslidende debat om Brexit, som splittede nationen i to halvdele, dels hendes egne familiemæssige konflikter, især med sønnen prins Andrews omfattende skandalesager.
Igen talte hun om at hente inspiration i troen og sagde: “Jesus Kristus viste verden, hvordan små skridt, som er taget i tro og håb, kan overvinde forskelligheder og dybe skel og i stedet bringe fred og forståelse. Mange af os prøver at følge i hans fodspor. Vejen er, selvfølgelig, ikke altid nem, nogle gange er den temmelig bumpet, men små skridt kan gøre en verden til forskel.”
I en verden, hvor vi er så optaget af det ydre, var det velgørende at opleve en så offentlig person som Dronning Elizabeth stå så klart ved sin tro og sin forankring i noget andet og større end hende selv. Må den inspiration leve videre.
Ære være Dronning Elizabeths minde.
(Baseret på et kapitel i min bog: Se op og elsk verden, Eksistensen 2021 / På engelsk: Look up and love the world,mPowrPublishing 2022)
Kommentarer