af præst Karsten Møller Hansen. 

Han var blevet kørt over. Remmen fra hans taske kom ind i hjulet. Cyklen drejede ud på vejbanen. Bilen kom. Han kunne huske, at han lå på vejbanen, underkroppen syntes væk. Jeg kommer ikke til fodbold i dag, nåede han at tænke, så besvimede han.  

Jeg besøgte ham et par dage efter ulykken. Han kunne intet, kunne ikke spise, kunne ikke dreje sit hoved, ikke klø sig i skridtet. Han var en levende halvmumie, indhyllet i bandager, resten af kroppen så hævet, at han var ukendelig, kun øjnene var hans. 

Jeg har set ind i mange slukkede øjne på et hospital, oplevet mere end en gang, at patienter gør, som om de sover, når de ser mig i døren. På hospitalet sover man helst med ryggen til døren. Men hans øjne var helt levende. Der var noget i hans blik. Som så han på mig fra et andet sted end hospitalsstuen, fra et sted langt inde i jorden, en verden jeg ikke kendte til. 

Kan du klø for mig, sagde han, og vi begyndte at grine. 

Av av av, for satan, stønnede han, da det gjorde for ondt at grine.

Først 6 mdr. senere forlod han hospitalet. De havde lappet ham sammen. Han havde med hospitalets hjælp trænet sig op. Først havde han lært at løfte sin hånd, så han kunne drikke selv. Så havde han lært at skrive sit navn. Så havde han med alle sine kræfter lært at rykke sig længere op i sengen, så han bedre kunne se ud af vinduet. Det sidste han havde lært var at løfte sig fra kørestolen over på toilettet. 

Når folk opmuntrede ham, strålede han som et lille barn. Da han var i stand til at spise en portion tomatsuppe ved at bruge en ske selv, var det, som havde han vundet Wimbledon. 

Velkommen hjem havde man skrevet på et stort banner og hængt over indgangen til hans hus. Der blev holdt en stor fest for ham. Han sad i kørestolen og prøvede at se ud, som om det hele ikke var for meget. Vi kårede ham til årets spiller på fodboldholdet. Du var den mindst ringe, sagde holdlederen. Folk kom og gik. En af de dage der ikke må slutte.

Se, sagde han og løftede sig fra kørestolen. Han stod midt i stuen og svajede, tog et par vaklende skridt. Vi klappede så taget løftede sig.

Kan du køre mig ud i haven? spurgte han mig hen på aftenen. 

Vi sad i den milde majvind, bladene knitrede, den bløde sol var ved at gå ned, en knallert gassede op et sted, jeg tog en bid af noget laks, lanterner var hængt op i træernes grene, højere oppe sad der et par solsorte. Sådan husker jeg det i hvert fald. 

Jeg fortalte ham, at jeg, som tiden var gået, ikke havde besøgt ham på hospitalet for hans skyld, men for mig egen. For at få noget af det han så åbenlyst havde, og som jeg skammer mig over at have for lidt af, det som skinnede ud af ham; taknemmelighed. 

Han tog en tår af sin øl, sagde; Der var så mange mennesker, læger, sygeplejersker, portører, rengøringsassistenter, dem jeg delte stue med, dem jeg genoptrænede med, familie og venner, alle sammen kæmpede for jeg kunne få det bare lidt bedre. De opgav mig  ikke. Jeg kunne intet. Du så mig. 

Men tror du, man skal helt derned og ligge? Spurgte jeg.

Du mener; på kørebanen? Jeg skulle åbenbart. Han trak den ene mundvig lidt op; men nej, det tror jeg ikke nødvendigvis, andre skal, men jeg tror, at der skal en masse modstand til, og ja, han holdt en pause, det lyder nok skørt, men jeg var så glad for livet, da jeg lå der og kunne så utrolig lidt.  Jeg kom til at tænke på det, Jesus sagde; lad de små børn komme til mig. 

Man var begyndt at danse indenfor. Vi kunne se de lange dansende siluetter  som skygger i græsset. Dancing on my own med Robyn strømmede ud gennem havedøren. Normalt havde jeg stormet ind, men jeg havde lyst til at blive siddende.

Han så på himlen, som var han i gang med at tælle alle stjernerne. Han sagde, at det faktisk ikke var alt det, man havde gjort for ham, han var mest taknemmelig for. At der var noget, der kom før det.

Hvad var det? 

Han så på mig, som så han på mig fra et sted langt inde i verden; bare det at være til.