Velkommen hjem.

Velkommen hjem.

Velkommen hjem.

# Blogindlæg

Velkommen hjem.

af Bette Broyd.

Hjem fra ferie? Hjem til dine favoritaktiviteter i kirken? Hjem med nye planer og inspiration til hus og have? Til middagsbordet? Til hobby eller fitness regime?

For, selv om vi siger, ‘ude er godt men hjemme er bedst’ så ser vi vel også gerne lidt udvikling i ‘hjemme’, i de vante folder, arbejdsgangen på jobbet? 

Sådan er det også her i kirken. Mange ting består urørt helt som I kender det. Men over sommeren har vi også fået impulser og ny energi. 

De nye tanker blev blandt andet vakt på Den Danske Kirke i Udlandets præstekonventet, som Karsten deltog i på Nyborg Strand. Der var møder for alle kirkerådsformænd fra de knap 50 danske kirker rundt om i verden og endnu bredere deltagelse i repræsentantskabsmødet i DDKU 2026. Det er vigtigt og frugtbart at have DDKU i ryggen når vi frivillige danske, sammen med de ansatte, laver kirke, skole, kulturhus og omsorgscentre i hvert vort lille hjørne, der essentielt er dansk trods de fremmede omgivelser.

‘Kom Hjem Ude’ har været navnet på DDKUs blad der er trykt og blevet udsendt til medlemmer i 155 år. Nu hører det op og hverken trykkes eller sendes mere. Til gengæld kommer der mere og oftere nyt – digitalt. For det er billigere, hurtigere, uafhængig af nedlagt postvæsen eller vanskelige Brexit restriktioner, og kan måske nå ud til en bredere og større skare af interesserede.

Måske det ender med at vores Kirkeblad lider samme skæbne – engang.

Det er interessant at sammenligne os med de andre danske kirker, specielt storbykirkerne i Paris, Bruxelles, Berlin og Hamborg men også de fjerne kirker i Hong Kong, Singapore, Canada og Australien. Vi har meget til fælles og er alligevel vidt forskellige på mange måder, også når det gælder ansættelsesforhold og støtte fra Danmark.

At vi i London har et stærkt netværk og trofaste venner af kirken er vi absolut ikke i tvivl om. Her over sommeren har vi igen fået det bekræftet ved at vi gennem vores kontakter i Danmark har ‘arvet’ 100 udgaver af ‘100 Salmer’ fra Haslev kirke og fået dem fragtet til London ganske gratis. Den slags støtte og teamwork ser vi igen og igen og påskønner det meget.

Det er som tak til alle jer frivillige at vi holder en takkefrokost 6. september kl 13. Vi ser frem til at forkæle jer lidt og vise vores taknemmelighed.

Vi håber meget at I sætter stort kryds i kalenderen 20. og 21. oktober og er med til at skabe hele 4 adventsgudstjenester på blot et par dage i oktober – til DR Dansk TV.  Karsten, Inge-Lise og vores dygtige kor må i overarbejde og det må vi støtte op om. 

Held i uheld så er vores smukke Greene orgel stadig intakt til TV-optagelserne, så seerne i Danmark kan opleve kirken som vi kender den. Allerede ugen efter kommer der 5 mand og en lastvogn fra orgelbyggeriet Th. Frobenius og Sønner. I knap 14 dage bliver der ‘rod’ i kirken, men alle aktiviteter fortsætter, eventuelt med små ændringer.

Den nye kunstudstilling i church hall består bl.a. af smukke keramiske værker udført af Alexandra Selwyn-Gray.  Det er utroligt hvad der gemmer sig af talent og mod i vores netværk.

Vi glæder os til gensynet med jer alle efter ferien. Vel mødt.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

Den Danske Kirke i London

4 St Katharine's Precinct, Regent's Park, London NW1 4HH

+44 (0)207 935 1723

kirke@danskekirke.org