22/05/2025 0 Kommentarer
Sikke en fantastisk Danish Fair
Sikke en fantastisk Danish Fair
# Aktuelt

Sikke en fantastisk Danish Fair
af Bette Broyd, kirkerådsformand.
Lørdag den 17. maj 2025 summede kirken af liv, latter, sang og dansk hygge. Solen skinnede, alle virkede glade og der var smil og velvilje i overmål. Karsten holdt en forrygende åbningstale –læs her– og der var ikke et øje tørt da vi sang ‘I Danmark er jeg født’ med Inge-Lise som forsanger.
Der var mange glade besøgende, nok tæt på 12-1300 inklusive børn, der kunne boltre sig i Nordhaven med flødebolle katapult, ansigtsmaling og fiskedam.
Nordic Noir
Vore to gæste-forfattere var med fra start og i bogcafeen mødte de deres dansk / engelske publikum. Lone Theils skriver på dansk om Nora Sand, der i den nyligt udkomne bog opklarer et mysterium om en dansk au-pair der er forsvundet under en havefest i Den Danske Kirke i London! Heidi Amsinck skriver på engelsk om kriminalsager i København, hvor journalist Jensen går i gang med opklaringen.
Boder og restaurant
De mange boder bugnede af nostalgi i form af antikviteter, broderier, bøger, klenodier og stofdyr, doneret af jer ihærdige og gavmilde ‘fra sognet’. Tusind tak for det. En masse flinke firmaer lod os købe Dansk Design, mad, slik og varer til favorable priser.
I haven var der hyggeligt og travlt i restauranten, hvor der blev solgt store mængder af smørrebrød, salater, lagkage og wienerbrød. Vores street food boder serverede hundreder af hotdogs, frikadeller og kartoffelsalat og der var konstant travlhed, også bag kulisserne hvor madmiraklerne blev skabt.
Lotteri
Firmaer og privatpersoner donerede fantastiske gevinster til vores super populære lotteri og vi takker alle der trofast støtter os med donationer af små og store præmier. Tak til jer der købte lodder i tiden op til fair og til alle der købte på dagen. Tillykke til de heldige vindere. I kan se listen HER. Vi har allerede sendt e-mails til vinderene, så tjek jeres inbox.
Frivillige
Kæmpe tak til energiske Sarah Pedersen, der gik i spidsen som koordinator for organisation og logistik omkring Danish Fair, lotteri og de godt 130 frivillige, der knoklede i ugerne op til Danish Fair, på dagen og ved oprydningen. Tusind tak til alle jer der trofast stiller op år efter år og til jer der var med for første gang – I er alle frivillige i verdensklasse og uden jer ville intet være muligt. Vores dygtige personale havde styr på detaljerne, så alt gik som smurt og med et skarpt øje for sikkerhed.
Efter 70 år, hvor Danske Kvinder utrætteligt har organiseret Danish Fair var det i år første gang at kirken selv stod for organisationen. Vi har lært af de bedste, siger stort tak og fører traditionen videre.
Af hjertet tak til alle der købte lodder, mødte op, hjalp til, handlede, sponsorerede eller deltog med smil og goodwill. Sammen skabte vi en god stemning og styrkede fællesskabet. Tak til alle for jeres støtte. Hvert eneste pund går til kirkens drift og vores sociale og kulturelle arbejde her i Den Danske Kirke i London.
Sæt kryds i kalenderen - Vi gør det hele igen lørdag den 16. maj 2026.
Glæd jer – idéerne spirer allerede.
Kommentarer