Der var ikke noget bedre end sidste skoledag før sommerferien. Den der lethed man cyklede hjem med, man fløj afsted, smed tasken under skrivebordet, vidste at man ikke skulle bruge den de næste 6 uger, jeg lagde mig på sengen og så op i loftet, alt godt ventede, sommer og venner, stranden og tiden der går i stå, familie og hvis man også skulle ud at rejse - det kunne ikke blive bedre.

Efter en måneds ferie begyndte jeg at se frem til at skulle i skole igen. Mærkeligt, men det var sådan, det var. Der var ikke nogen, der gad at lave noget. Jesper var i sommerhuset, Adam havde fået arbejde i Irma, og Frederikke vidste jeg ikke, hvor var. Jeg cyklede forbi hendes hus en del gange, men jeg så hende ikke. Hendes vindue var lukket. Jeg stod længe og kiggede derop. Derhjemme sad jeg og kiggede på telefonen, men den ringede ikke. Mine forældre så Aktuelt. 

Man kan ikke holde ferie hele tiden. Det bliver en frihed, man ikke ved, hvad man skal gøre ved. Det blev ensomt hjemme på værelset. Wimbledon og Tour de France var slut. Jeg slukkede for Depeche Mode og fandt tasken frem igen, spændt på at se de andre igen, hverdag og fodboldtræning, at komme træt hjem, Frederikkes cykel foran skolen. 

Jeg glæder mig til, at kirken åbner igen, gudstjenester og konfirmander, arrangementer, kedelig kaffe, varme sommerminder, hverdag og jer. Dagene der går, måneder, år, alt det vi deler. Den Danske Kirke i London glæder sig til at tage imod jer alle, kom, vi ses.