Vi har holdt Danish Fair her i kirken i mere end 70 år. Det er vist det, man godt kan kalde en tradition. Alle de år har det været Danske Kvinder i London, som har trukket det store læs for at få det hele arrangeret. De har slæbt og planlagt, blevet uvenner og vist nok venner igen, et stort arbejde for at holde fast i noget dansk midt i London. 

Men som I ved, er verden altid under forandring. Om man vil det eller ej. Ting forgår. Ting opstår. Det gode forsvinder. Men på sammen måde forsvinder det dårlige også. Det gode er på vej.

Vi ser ikke altid forandringerne, for vi er alt for tæt på dem. I ser nok heller ikke forandringen her i dag, men det er faktisk første gang i alle Fairens 70 år, at det ikke længere er Danske Kvinder i London, som har stået for den helt store planlægning, men derimod kirken selv.

Det har selvfølgelig ikke betydet, at dem som stadig er med os, og som stadig har kræfterne til det, ikke har været forbi her hele ugen og givet en hånd med som I plejer. Det har I selvfølgelig. 

Kirken vil gerne sige jer en meget stor tak for al jeres arbejde og jeres stærke passion for at holde fast i denne dag. Vi står altid på skuldrene af nogen. Vi bygger videre på jeres gode arbejde, og glæder os over at kunne opfatte jer som æresgæster.

 ...............

 Det er jo en stor dag. Det er det. Her er mere end 130 frivillige, flere af jer har ikke haft tid til at gå på jeres egentlige arbejde, kirken med dens ansatte, med kirkerådet og alle de frivillige og hårdtarbejdende hjælpere og gode sjæle, har glædet sig til den her dag.

Dannebrog er hejst, cacaomælken og slikposerne er kommet med skibet. Køen til hotdogboden er vist allerede begyndt. Jeg har kun boet i London i lidt mere end et år, sidste år var min første Fair. Jeg er stadig forundret over at se folk stå i kø i kvarter for en hotdog, Hvad danskere ikke gør for en pølse lagt på noget brød.

Vi skal om lidt synge; I Danmark er jeg født. Solen skinner som en smuk majdag hjemme på marken syd for Viborg. Vinden i håret op langs Strandvejen. På Kongens Nytorv drejer årets studenter rundt om rytterstatuen, og dem selv. Ved Vesterhavet kan man se til verdens ende.

Vi mødes om det danske. Det er klart. De fleste her i dag er danske, eller også har I slæbt en stakkels englænder med, som helt sikkert tænker; hvad er det med de danskere og deres flag? De flager hele tiden, selv når hunden har fødselsdag er der flag i indkørslen.

--------------

Men vi mødes også her i dag for noget mere end det danske. Det danske har samlet os. Kirken har samlet jer. Men både det danske og kirken er kun anledningen; 

I er her i dag, jeg er her i dag, for at fejre at vi lever, at vi deler noget af det her liv sammen, og så er det fuldstændig ligegyldigt, om I er danske eller engelske, skotske eller sågar svenskere.

Det er afgørende at vide, hvor man kommer fra. Identitet er ikke noget, man skaber, men noget man lever i. Vi kommer altid fra noget og af noget. Vi er, hvor vi kommer fra. Ingen har skabt sig selv. Vi danskere vil altid have det danske i os. Om vi vil det eller ej. Om vi har boet i England i 60 år eller ej. I kan kradse i det hver dag, I kan aldrig få det danske væk. På samme måde med Englænderne, ja på samme måde med alle nationaliter i denne smukke verden.

Men vi er også mere end, hvor vi kommer fra. Vi er også der, hvor vi tog hen, og der hvor vi aldrig kom, og der hvor vi drømmer om at komme.

Alle os danskere, vi er mere end det danske; vi er mennesker, som vi fik lov at leve på denne jord. Alle mennesker har noget tilfælles, som rækker ud over den kultur de fødes ind i og vokser op til. Vi er noget før kulturen gav os identitet. Vi er alle mennesker med hinanden i vores hænder.

Det er det fælles, vi fejrer i dag. Det vi har tilfælles med alle andre; livet.

Dejligt at se jer allesammen. 

Velkommen til.