Af Flemming Kloster Poulsen, præst. 

Der var en familie, som tog afsked med deres døende far via telefon og Facetime. De sidste fire dage inden han døde kunne de ikke være fysisk sammen med ham, men kun bruge telefon og Facetime. På grund af smittefare, social distancing, var der ikke andet at gøre. Men datteren græd, da hun fortalte om det. De er ikke den eneste familie. Aviserne fortæller mange lignende historier om familier i London, der har taget afsked på Zoom og andre digitale platforme. Det er hjerteskærende hver gang. 

Zoom og andre digitale platforme er blevet måden vi her under lockdown og isolering holder kontakt med hinanden. Og jeg synes der er mange fordele ved Zoom. Du kan afvikle møder af alle slags, forretningsmøder, møder i kirkerådet. Det handler om at komme gennem en dagsorden, diskutere og tage nogle beslutninger. Zoom er et fint redskab. Jeg har kommunikeret med folk i Canada og Jerusalem på samme tid. Og vi kan holde forbindelse med vores familie hvor de end befinder sig, nu hvor vi ikke kan rejse og mødes.Også dér er Zoom et godt redskab. 

Vi har også holdt gudstjenester på Zoom. Det er live, vi ser hinanden, vi hører kirkesangeren synge. Jeg holder prædiken, beder Fadervor, lyser velsignelsen. Vi når bredt ud i London og UK - uanset hvor man bor kan enhver kan være med fra deres stue. 

Jeg har fået mange e-mails fra folk, som har deltaget. Næsten alle har udtrykt en stor glæde over at være med. Det har været en ’livline’ under lockdown. Vi kommer formodentlig til at bruge det fremover, som en måde at holde kontakt med danskere, som bor langt væk fra kirken. Zoom kan på den måde give en ”sense of belonging” og det er klart noget vi vil tage med over i en post-corona tid.

Men der er noget, der mangler på Zoom. En af mine engelske kolleger brugte ordet ’sjæl’. Zoom har meget godt, sagde han, men ikke rigtig nogen sjæl. Det er derfor de mange Zoom-møder kan være følelsesmæssigt drænende og udtørrende. Alt det liv, som hører til et reelt møde mellem mennesker, er siet væk: Små lyde, sarte dufte, en fysisk berøring, et skævt smil. Det er væk. Men det er netop disse små ting, der gør os til mennesker. Alt det, som giver den enkelte sjæl. Vores særlighed. Vores originalitet. Personligheden. 

På Zoom er vi en digital kopi af os selv. Det er godt nok til et forretningsmøde. Men når vi holder familiemøde, mærker vi manglerne, fattigdommen, tørheden. Forleden facetimede jeg med een der græd. Pludselig mærkede jeg Zooms begrænsning. I stedet for ord ville en berøring være det rigtige, men det var netop det, jeg ikke kunne give.

Midt i den moderne teknologis vidunderligheder lurer en umenneskeliggørelse af vore relationer. Derfor er det hjerteskærende at tale med familier, der må tage afsked med døende på Zoom og telefon. Og derfor er det virkelig underligt at læse om sex-parties på Zoom, til nød tror jeg godt man kan flirte, men ligefrem sex-parties..?

Derfor bryder jeg mig heller ikke om nadver på Zoom. Det bliver bare en leg. En nadver handler om fællesskab, om at dele brød og vin, Kristus er nær og velsigner. Der skal vi være reelt sammen. Det skal være virkeligt. Det er vi ikke på Zoom. Derfor bliver nadver på Zoom til en leg, hvor vi digitalt efterligner noget, som burde være reelt, sådan som jeg ofte leger nadver med mine konfirmander som led i undervisningen. Og derfor er det bedst at undlade nadver ved gudstjenester på Zoom.

Zoom er en vigtig livline mens vi lever isoleret hver for sig under lockdown. Men det er også tydeligt at det ikke er den virkelige vare, at det er en digital erstatning, at det er undtagelsen, som kun lever i kraft af det virkelige og almindelige møde mellem mennesker.

Derfor kort sagt: jeg savner vekselvirkningen mellem reelle fysiske møder og digitale møder. Jeg glæder mig til, at vi igen kan mødes fysisk og bogstaveligt. I kirken, på pubben, i familien. Jeg længes efter de små smaskelyde fra mit barnebarn, jeg længes efter at give mine døtre en krammer, jeg længes efter at afslutte et aftenmøde med at gå på pubben, stå i baren og småsnakke. Sådan har lockdown belært os om betydningen og værdien af det fysiske reelle møde mellem mennesker.

Ligeså sjovt det er at være global og møde alle slags mennesker på Zoom, ligeså afgørende er det at være lokal og mærke det enkelte menneske fysisk og reelt.