Det er på en bekymrende baggrund, vi fejrer palmesøndag denne søndag. Intet er som det plejer og alt er usikkert og nyt. Hvor fører det hele hen?

Evangeliet i dag fortæller om begyndelsen på påskens begivenheder; indtoget i Jerusalem. Jesus bydes velkommen som en konge på æselryg og er på vej til påsken med korsfæstelse, død og opstandelse. Palmesøndags tema er derfor ”at være på vej”. At gå mod noget.

Lige nu er vi, hele verden, indhyllet i den samme usikkerhed. Vi går mod en nær fremtid, som vi gætter på, men ikke ved noget om. Og egentlig er det jo som det plejer. Vi ved aldrig helt hvad morgendagen bringer. Men vi plejer at have et bedre gæt om hvor vores vej skal gå hen, end vi har nu. Vi står i uvisheden og ved ikke hvor vejen skal bringe os hen.

Denne påske fejrer vi i en krisetid. Krisen har gjort noget underligt ved vores forhold til tid og til at være på vej et sted hen. Normalt går vores tid med gøremål, arbejde, familieliv – den daglige trummerum. Lige nu står vi stille. Vi venter. Vi holder vejret. Sammen. Hver for sig. Tiden står stille.

Vi sidder hver for sig og håber at det hele snart er overstået. Vi er fælles om at være bekymrede, bange og bedrøvede. Vi er fælles om at være ensomme, rådvilde, frustrerede og om uvisheden.

Krise er et gammelt græsk ord, der betyder en tilspidsning, der er forbundet med et vendepunkt. Intet bliver det samme på den anden side af en krise. Alt er forandret.

At være i krise vil forandre mennesket, ligegyldigt om det er en individuel livskrise, sorg, en krise i parforholdet eller en verdensomspændende pandemisk krise. Det vil give et vendepunkt, hvor vi på den anden side er forandrede. Verden er forandret.

Jeg tror, at den krise vi er i nu, vil forandre os. Allerede nu ser vi, hvordan krisen har skabt et nyt sammenhold mellem os, på trods af at vi ikke er fysisk sammen. Vi er forbundne med hinanden, selv når vores hverdage ikke flettes sammen med de andres. Når vi lever isolerede i hver vores lejlighed, med hver vores hverdag og forsøger at få tiden til at gå uden at gå fra forstanden.

Vi er forbundne. På trods.

Og vi er fælles om at stå stille og spejde ud mod horisonten på den vej, vi var i gang med at gå ud af – og nu ikke kunne se hvor den ender. Vejen er væk og vi kan ikke regne ud hvordan fremtiden kommer til at se ud.

Palmesøndag markerer begyndelsen på hændelserne i påsken og Jesus ridder på vejen ind i til Jerusalem. Måske velvidende at vejen gennem påskedagene bliver forfærdelig lang og brolagt med lidelse, ydmygelser og død. Men heldigvis for at ende med opstandelsen. Jesus går nemlig hele vejen. Han går igennem graven og ud på den anden side. For at vi skal kunne gøre det samme.

Så når vi nu står sammen på vejen og synes vi er gået i stå. Vi stirrer mod horisonten og ved ikke hvad vi går imod. Så går Jesus sammen med os. Og han er gået i forvejen. Gennem lidelser, gennem død, gennem graven og ind i påskemorgens lys.

Amen.

Bøn:

Kære Far i himmelen,

Tak for hele den fantastiske verden, du har skabt. Tak for at du er hos os og ikke lader os ude af syne – selv når vi føler os allermest alene.

Tak for palmesøndag, for at du red ind i Jerusalem. Tak for at du ved din død gav os liv, ved din kærlighed gav os tro og håb. Tak for at du går med os på vejen mod det ukendte og holder os alle i hånden i krisen.

Tak for at du har givet os mennesker at være sammen med. Selv i denne tid, hvor vi ikke kan se dem, men må skabe fællesskaber på andre platforme end at mødes fysisk. Vi er forbundne på trods.

Vi beder dig, vær med os alle i glæde og sorg. Trøst de bange, de bedrøvede og de bekymrede. Vi beder for dem, der sidder alene og dem, der ikke kan se en vej ud - vær du med dem og styrk dem med dit lys.

Vi takker dig for at du bærer med i vores liv; at vi ikke skal bære vores tilværelse selv, men at du bærer med.

Vi beder for dem, der passer på os – for venner og bekendte. For alle dem vi holder af, for dem vi ikke bryder os om og for dem, der holder af os og holder os ud.

Vi beder for alle dem, der har fået magt og ansvar betroet ind i denne krise. Vi beder dig at du vil være hos dem og hjælpe dem med at træffe de bedste beslutninger.

Giv os alle del i din fred, så vi tør hvile i, at du holder hånden under os og alle skabninger i liv og død.

Amen.