02/07/2024 0 Kommentarer
DET SIDSTE ORD!
DET SIDSTE ORD!
# Klumme
DET SIDSTE ORD!
Af Flemming Kloster Poulsen, præst
Hanna og jeg har lige haft en friweekend, hvor vi tog ned til den idylliske kystby Weymouth. Et af de utallige dejlige steder, som England kan byde på. Det var samtidig også vores sidste tur ud i landet inden, vi vender næsen hjemad mod Danmark.
Det er både vemodigt og forventningsfuldt at afslutte et kapitel og begynde på det næste. Vi har haft syv indholdsrige år i London, som vi ser tilbage på med kæmpestor glæde og taknemmelighed. Den afgørende opgave har været at få kirke og kulturhus til at gå op i en højere enhed på en dansk og meningsfuld måde, så flest mulig kunne få glæde af kirken. Og den røde tråd har været mening og fællesskab sammen med utroligt mange dejlige mennesker - og mange kopper kaffe. Det har altsammen været en fantastisk opgave at tage livtag med.
Nu glæder vi os til høst- og afskedsgudstjenesten 8. oktober kl 11.00, som forhåbentlig bliver en festlig og munter dag. Allerede to dage senere kommer flyttebilen og et par dage efter tager vi en enkeltbillet til Danmark. Men vi vil glæde os meget til at komme på besøg i St Katharine's en gang imellem de kommende år. Snart er den nye præst forhåbentlig på plads, og en ny dagligdag indfinder sig og kirken lever videre på fuld damp. Sådan skal det være. Tak for det hele - og alle gode ønsker fremover for St Katharine’s og de mennesker, som færdes der.
Kommentarer