SØNDAGSREFLEKSION: Vi må læne os op af håbet

SØNDAGSREFLEKSION: Vi må læne os op af håbet


# Blogindlæg
Udgivet af Johanne Nørtoft, søndag d. 22. marts 2020, kl. 11:39

Noget af det værste vi mennesker kan føle os, er at føle os afmægtige. Når vi ikke har kontrollen. Uvisheden. Det gør os bange og bekymrede når vi ved, at vi ikke kan gøre noget, men må læne os op af håbet for at blive stående. 

 Sådan kan det godt føles i denne her corona-tid. Hver dag er der noget nyt at forholde sig til. Der kommer nye tal hver dag – på smittede og døde. Mange tal. Store tal. Fra hele verden. Nye tiltag, som skal inddæmme smitten.  Det kan næsten virke Dommedags-agtigt. 

 Og der er ikke noget vi kan gøre – andet end at holde os hjemme, holde afstand til hinanden og vaske vores hænder grundigt. 

 

Det er svært. For i krisen har vi lyst til at rykke sammen og fokusere på de mennesker, der er lige rundt om os. På de nære relationer. Så det føles modstridende at skulle isolere sig. Mennesket er ikke skabt til at være alene eller isoleret. 

 I denne tid, hvor mange sidder alene og hvor uvisheden og afmægtigheden kan føles stor, der må vi sørge for at huske at tænde lys og holde fast i håbet. Det helt store budskab om håb i kristendommen er at Gud er nær – også når vi er i krise, når vi føler os alene og når vi synes det hele bliver mørkt. 

 Vi er i Guds hænder. Så kort kan det faktisk siges om vores liv her på jorden. Normalt har vi en tro på at vi selv kan forme det sådan nogenlunde. Men når krisen indfinder sig i vores liv, så rykkes kontrollen ud af vores hænder. Måske har kontrollen aldrig rigtig ligget i vores hænder. Vi kan bare ikke lide at tænke tanken.  

Det er et kontroltab at være i Guds hænder. At vi må overlade vores skæbne – ikke bare vores egen, men menneskehedens skæbne til Gud. 

Det lyder måske utrygt. Men der er en lettelse og en trøst i det. 

Vi er i Guds hænder – det er det tryggeste sted, vi kan være. At Gud holder hånden om os, over os og under os. Det må vi sætte vores lid til. Derfor er vi aldrig helt alene. Gud bærer med – også i Corona-tider. 

 

Det bliver sunget smukt i salmen ”Lysets engel går med glans” (nr. 747 i Den Danske Salmebog): 

”Os har og vor Herre kær

Ingen sjæl han glemmer

I hvert solglimt Gud er nær

Og vor glade morgensang fornemmer”

Gud er nær, selv når vi føler os alene og afmægtige. Ingen sjæl bliver glemt. Vi er i Guds hænder. 

 Amen. 

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, 

Fader, Søn og Helligånd, 

du som var, er og bliver én sand treenig Gud, 

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 

Amen.

 

Bøn: 

Kære far i himlen, 

Vi kommer til dig i denne tid, hvor alt er uvist, hvor virus spreder sig ud over jorden og vi føler os alene og savner de mennesker, vi plejer at kunne komme til at se. 

Vi takker dig for at du bærer med i vores liv; at vi ikke skal bære vores tilværelse selv, men at du bærer med. Vi beder dig, vær med os alle i glæde og sorg. Trøst de bange, de bedrøvede og de bekymrede. Vi beder for dem, der sidder alene og dem, der ikke kan se en vej ud af krisen - vær du med dem og styrk dem med dit lys. 

Pas på alle vi holder af, pas på dem vi ikke bryder os om, og vær med dem, der holder af os og holder os ud. 

Pil den tro af os, som får os til at føle os bedre end andre, og giv den tro i vores hjerter, at du er med os overalt og at vi må være dine hænder på jorden. Giv os alle del i din fred, så vi tør hvile i, at du holder hånden under os og alle skabninger i liv og død.

Amen. 

God søndag til jer alle. 

//Johanne