Udgivet tir d. 26. nov 2019, kl. 15:38

Præsteklumme fra kirkebladet dec 2019-feb 2020

Af: præst Flemming Kloster Poulsen

Kirken er et hus, hvor vi hele tiden bliver mindet om de afgørende grunde til at leve: troen og ansvaret, håbet og kærligheden. 

I bogen: Reasons to stay alive fortæller Matt Haig  om, hvordan han blev ramt af svær depression og angst. 

 Matt Haig fortæller også, hvordan smerten en dag blev så stor, at han besluttede at tage sit eget liv. Han gik op til kanten af en høj klippe for styrte sig selv i døden. Da han stod deroppe, tøvede han nogle øjeblikke, for det krævede mod at tage det sidste skridt. Men det krævede også stort mod at vende om og gå tilbage til det liv, som han vidste var vanskeligt.

 ’Mod’ er et nøgleord i hvert menneskes liv. Også i kirken. Den berømte amerikanske teolog Paul Tillich sagde ligeud at ’Kristendom er modet til at leve’. Matt Haig valgte at vende om og gå tilbage til livet, smerten og modgangen. Det var en modig beslutning.

 Hvad var det der fik ham til at vælge livet? Det var først og fremmest tanken om, at der var andre mennesker, der elskede ham. Tanken om at han ville svigte deres kærlighed, hvis han kastede sig i døden. Den tanke skubbede og trak i ham –og fik ham til at vende om den da­­g på klippekanten.

 Vi lever i en verden med en konstant strøm af forandringer, breaking news og materielt forbrug. Samtidig må vi finde ud af, hvem vi er og hvad meningen med vores liv er. 

 Når vi holder gudstjeneste i Den Danske Kirke og jeg ser ud over dem, der er i kirken, ser jeg ikke bare en menighed. Jeg ser mennesker, som er kommet for at finde ro og dybde. 

Den Danske Kirke i London bliver ved med at minde om de afgørende gode grunde til at glæde sig ved livet og leve det så godt man nu kan. Derfor renoverer vi alle kirkens rum og faciliteter. Og derfor byder vi stort velkommen til denne vinters gudstjenester og aktiviteter.


Kategorier Blogindlæg