Det var en svensk biskop som engang sagde: forskellen på Danmark og Sverige er Søren Kierkegaard. Jeg tror han hentydede til vores store trang til ikke bare at følge trop og indordne os pænt, men i stedet at ville kæmpe for egen ret til at være til. Det er spørgsmålet Kierkegaard stiller; hvordan bliver jeg mig selv samtidig med at jeg er sammen med andre?

Der er nogle stykker, som har formet os meget mere end vi regner med. De ligger ofte langt tilbage, men det betyder kun, at deres virkningshistorie har vokset sig større gennem tiden. Jeg tænker på H.C. Andersen og på Grundtvig, Blixen og Kierkegaard. Der er mange flere, men lige de her tror jeg, vi alle har noget med fra. Det er altid noget af det mest interessante; at gå tilbage til dem man har fået så meget fra, opdage hvad man kommer af. Hvorfor er det lige, at jeg som dansker både kan lide at gå min egen vej og gå sammen med andre.

De fleste vil nok sige, at han er svær at læse. Og det er han. Men det var overlagt. Med sit sprog vil han forføre os ind i sandheden, lede os væk fra vores egen kedelige fornuft. Indholdet af hans tanker er derimod ikke svære at forstå; det er almene tanker, noget de fleste kæmper med. Netop derfor læses han stadig.

Hen over efteråret vil vi tilbyde en foredragsrække af præst Karsten Møller Hansen, som vil prøve at åbne op for de kloge tanker Kirkegaard giver os.

Foredragsrækken er tænkt som en åben samtale, en slags filosofi-kreds for alle, en højskole i London. Man behøver ikke at have læst Kierkegaard for at være med, vi vil sammen få læst lidt forskelligt fra hans store forfatterskab.

Emnerne vil være: angst, kærlighed, tro, kirke, individ og samfund.